Brønderslev skal løbe forrest

Brønderslev gør meget for at være digital frontløber

Det trådløse netværk følges nu op af endnu et tiltag for at være digital frontløber. Arkivfoto: Daniel Bygballe

Det trådløse netværk følges nu op af endnu et tiltag for at være digital frontløber. Arkivfoto: Daniel Bygballe

BRØNDERSLEV:Brønderslev tager endnu et initiativ i bestræbelserne på at være digital frontløber. Nu skal der sættes yderligere gang i virksomhedernes brug af webmulighederne. Og der gøres en indsats i og med, at Google kommer til Brønderslev.

Bredbånd Nord og Brønderslev Erhverv holder sammen med Google et gratis træningsforløb, som hedder ”Få Succes Online”.

- Målet er at gøre det lettere for virksomhederne at bruge de nye online muligheder til markedsføring og til at lette hverdagen, fortæller erhvervschef Rasmus Pedersen fra Brønderslev Erhverv & Turisme.

- Kan du ikke findes på nettet, så sender du kunderne direkte i favnen på konkurrenten, eller endnu værre til udenlandske virksomheder. Mulighederne er mange, bemærker Rasmus Pedersen.

- Enhvervsvirksomheden kan - ligegyldigt hvor lille og nichepræget den er - være global fra dag ét. Det handler bare om, at virksomheder skal have øjnene op for det enorme forretningspotentiale, som internettet rummer, udtaler Jesper Eiby Christoffersen, der er ansvarlig for små og mellemstore virksomheder hos Google Danmark og vil deltage i kick-off arrangementet for træningsforløbet i Brønderslev.

Det hele indledes torsdag, 23. april hos Bredbånd Nord. Det vil være kick-off med deltagelse af bl.a. borgmester Mikael Klitgaard, Google og de øvrige partnere i initiativet.

- Til kick-off skriver interesserede virksomheder sig også op til de efterfølgende træningsforløb, der foregår i kommende fire måneder, fortæller Rasmus Pedersen.

- Der vil blive fem aftener, hver med sit emne. Alle emnerne vil gøre virksomhederne bevidste om mulighederne online, fremfor at se begrænsningerne.

”Succes Online Brønderslev” er et træningsinitiativ, der skal hjælpe lokale virksomheder med at gribe digitaliseringens muligheder, for at nå flere kunder billigere og på tværs af geografi.

- Træningen dækker alt fra online tilstedeværelse, e-handel, sociale medier, digital virksomhedsstyring til hvordan man skaber trafik til sit website og får flere kunder.

Dette foregår i samarbejde med Googles certificerede partnere, IBIZ-Center samt en række lokale specialister.

Med de fem moduler vil virksomheden efterfølgende selv kunne forbedre deres hjemmeside og den digitale kommunikation med kunder, samarbejdspartnere og internt i virksomheden.

Rasmus Pedersen mener, at Brønderslev i den seneste tid har gjort sig positivt bemærket som en digital frontløber.

- Senest med indvielsen af gratis trådløst netværk i Brønderslev og Dronninglund. Her kan borgere og turister gå på højhastighedsinternet som en prøve i de næste fem måneder.

- Højhastighedsinternettet var også grundlaget for etableringen af Pendlerhuset i Brønderslev Udviklingspark. Pendlerhuset er et kontormiljø til de mange medarbejdere der arbejder langt fra deres fysiske arbejdsplads.

- Gennem Pendlerhuset er det ønsket at gøre arbejdsdagen og den geografiske fleksibilitet større for borgerne i og omkring Brønderslev. Pendlerhuset har tidligere været besøgt af både en EU-delegation og Venstres formand.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.