Hospitaler

Brønderslev spydspids

Brønderslev skal være i front med genoptræningen

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Der var meget at feste for i går.

Måske skal der oprettes flere genoptræningspladser på Brønderslev Rehabiliteringscenter (det tidligere Brønderslev Sygehus). Det fortæller en glad overlæge Niels Svaneborg. Der er 39 genoptræningspladser, men der er altid folk på venteliste. - Regionsrådet har besluttet, at Brønderslev Rehabiliteringscenter skal være spydspids i den genoptræning, der sker i hele Region Nordjylland. - Det er vi stolte over, fortæller Niels Svaneborg. Han fortæller, at det er mange af de svære tilfælde, der behandles i Brønderslev. - De, der har den højeste grad af moderat/svær hjerneskade, kommer fortsat til Hammel, men de kan så på et tidligere tidspunkt komme til Brønderslev. Der skal ske bygningsmæssige ændringer, hvis der skal være plads til flere. Niels Svaneborg er sikker på, at Brønderslev Rehabiliteringscenter er sikret mange år ud i fremtiden. - Tidligst, når et eventuelt nyt stort sygehus i Aalborg er en realitet, kan det komme på tale at samle aktiviteterne her. - Men der går rigtig mange år, inden det sker, mener Niels Svaneborg. I går blev der holdt grillfest på sygehuset med omkring 150 deltagere. Foruden patienterne deltog personalet og venner af huset. - Vi synes, at der er meget at fejre, siger Niels Svaneborg. Spar Nord Fonden har skænket 320.000 kr., som er brugt til blandt andet bærbare computere og fjernsyn. Det betyder, at patienterne nu kan se deres yndlings tv-serier og nu kan tjekke mails under deres ophold. - Patienterne skal jo være her i lang tid, så det er en stor hjælp, at de har disse faciliteter, siger Niels Svaneborg. De ny faciliteter er med til at forbedre behandlingen. Af Inner Wheel og Odd Fellow Logen har sygehuset fået drivhus og parasoller. Helga og Carl Christensens Legat har bebudet, at der støttes med udstyr og redskaber til motionsrummet. Sygehuset har tidligere fået gaver af denne fond. Støtteforeningen for sygehuste har støttet med en række kulturelle arrangementer til glæde for patienterne, mens de opholder sig på sygehuset. Bøgedals Spillemandsorkester underholdt under arrangementet.