EMNER

Brønderslev Station må vente flere år på en elevator

Flere andre byer står først for tur

BRØNDERSLEV:I endnu mindst to-tre år må handicappede undvære en elevator, og dermed være forhindret i at komme med tog fra Brønderslev Station. Trafikminister Flemming Hansen (V) svarede i går folketingsmedlem Ole Stavad (S), at der ikke straks etableres en elevator på DSB-stationen i Brønderslev. Ole Stavad havde stillet spørgsmål til ministeren. Han har konkret ønsket at få at vide, hvornår der kommer en elevator. Ole Stavad har gjort opmærksom på forholdene på DSB-stationen i Brønderslev. Han betegner forholdene for handicappede og gangbesværede for så umulige, at de stort set ikke kan rejse med tog fra én af de største pendler-stationer i Nordjylland. - Der var udarbejdet en plan, og efter den kan der tidligst forventes etableret elevator på Brønderslev Station i 2005-2006, oplyser Flemming Hansen i sit svar i Folketinget. Han henviser til, at der er ret få penge i puljen til stations-moderniseringer, støjbekæmpelse og forbedret funktionalitet. I forbindelse med Finanslov 2002 bortfaldt puljen helt. - Derfor måtte de allerede planlagte elevator-projekter på stationerne i Nykøbing Falster, Middelfart og Nivå indstilles, oplyser Flemming Hansen. Ministeren påpeger, at disse tre står øverst i prioriteringen, mens Brønderslev først senere kan indgå i en efterfølgende prioritering. - Det er ikke muligt på nuværende tidspunkt at fastlægge, hvornår der etableres en elevator i Brønderslev, siger Flemming Hansen.