- Vildmosemuseet bør lukkes

Forslag om at lukke museet og forbyde traktortræk

Esben Heine
Meningerne er delte om, hvorvidt traktortræk skal være tilladt eller ikke. Arkivfoto: Laura Guldhammer
KV17 Brønderslev 11. november 2017 09:14 - Opdateret 11. november 2017 15:25

BRØNDERSLEV/DRONNINGLUND: - Luk Vildmosemuseet. Forbyd traktortræk. det var et par af de udtalelser, der faldt på valgmødet på Dronninglund Kunstcenter, hvor temaet var kultur.

Mødet kom for en stor dels vedkommende til at handle om museerne, selv om det kun er en lille del af kulturlivet i kommunen.

Det var Mogens Gregersen, der åbnede debatten om museerne. Han efterlyste en langsigtet politik for museumsområdet.

Frede Hansen (RV) kom med udtalelsen om at lukke Vildmosemuseet.

- Jeg har besøgt museet sammen med studerende, og vi synes alle, at det er kedeligt og ikke lever op til kravene for et moderne museum.

Frede Hansen understregede, at der skal satses på levende aktiviteter.

Heri er Ejvind Aakjær (DF) enig:

- Når der har været aktiviteter på Dorf Møllegaard, kommer der op mod 1100-1200. Dem skal der være flere af, sagde han.

Steen Søgaard Petersen fra Borgerlisten mener, at der træffes en beslutning omkring museernes fremtid.

- Vi kan ikke over for medarbejdere og frivillige være bekendt, at vi ikke træffer en afgørelse, sagde han med henvisning til, at den fremtidige museumspolitik skal diskuteres i det nye byråd i første kvartal af 2018.

Langsigtet løsning

Margit Chemnitz (V), der er formand for fritids- og kulturudvalget, mener ikke, at en periode på fire år er rimelig. Hun mener, at museerne skal sikres længere tid ud i fremtiden.

Alle politikerne med undtagelse af Ole Bruun (EL) var stort set enige om, at der skal være statsanerkendte museer.

Ole Bruun mener ikke, at der skal bruges to mio. kr. af kommunens budget på museer.

Henning Jørgensen (SF): - For to år siden bad vi museerne komme med en plan for fremtiden. Den har vi ikke set. Det eneste, vi har set, er et fantasiprojekt i Hedelund Rhododendronpark, sagde han.

Karsten Frederiksen (K) påpegede, at der har været en plan for at bygge et nyt Vildmosemuseum i Brønderslev, men de er skudt i sænk.

Fra flere sider blev der efterlyst nytænkning på museerne.

Hertil sagde museumsinspektør Lykke Olsen: - Det er svært at sætte noget langsigtet i gang, når vi ikke ved, om vi overlever.

Jacob Høfler (LA): - På Vildmosemuseet får skoleelever et indblik i, hvordan det var i bedsteforældrenes tid. Det lærer de meget af.

Hildo Rasmussen (S): - Hvis vi tager blot 100.000 kr. at museernes budget, mister vi en mio. kr. i statstilskud.

Birgitte Rhobrandt sagde fra salen: - Vi har et fantastisk museum i Dorf. Men folk skal kende det. Flere af politikerne var enige i, at markedsføringen ikke har været tilstrækkelig.

Omkring kunst sagde Hildo Rasmussen, at man i Asaa har gjort meget for at skaffe kunst i byen.

Der er skulpturer i midtbyen, på Asaa Havn og ved Asaa Friplejehjem.

- Men det skal være kunst, som folk kan se, hvad forestiller, sagde han.

Kristine Nielsen (ALT) mener, at der skal satses mere på kunst, end tilfældet er. Og hun mener, at det skal være professionel kunst.

Ligeledes pegede hun på bibliotekernes betydning, ligesom hun fremhævede kulturelle aktiviteter som Brønderslev Amatør Scene. Jacob Høfler (LA) ønsker, at der skal ruskes op i kunsten.

- Vi skal tænke anderledes, sagde han.

En tilhører, Helle Hansen, foreslog, at museerne får 200 mio. kr. i stedet for to mio. kr. Og hun mener, at museerne laver et så stort stykke arbejde inden for skoletjenesten, at pengene skal hentes fra skolevæsenet.

Vil forbyde traktortræk

Også traktortræk var til debat. Svend Bøgh fremhævede det som en god aktivitet for ungdommen sammen med blandt andet 4H-arbejdet. Svend Bøgh mener, at kommunen skal prioritere aktiviteter for unge.

Det fik Ole Bruun op af stolen. Han ser gerne traktortræk forbudt, da det spolerer miljøet.

- Der ledes rigtig meget CO2 ud, og det er bestemt ikke sundt, sagde han.

Margit Clemnitz derimod mener, at traktortræk er en sport, som mange unge elsker.

- Der er rigtig mange mennesker på traktortrækbanerne, når der er konkurrencer, sagde hun.

Flere spurgte til nedskæringer på kulturområdet. Henning Jørgensen bekræftede, at der siden kommunesammenlægningen er sparet 20-25 procent på kulturområdet.

Han mener, at der visse steder er skåret for dybt.

Også Jyske Aas-projektet var oppe at vende.

- Jeg er ked af, at jeg ikke advarede mod projektet, da det kom frem, sagde Frede Hansen.

Karsten Frederiksen mener, at man ikke skal bremse ildsjæle, der fik ideen til projektet og realiserede det. Det er fantastisk, at der kan skaffes så mange millioner til et sådant projekt.

- Dem, der får ideer, laver også fejl. Men alt tegnede godt, da ideen opstod, sagde Karsten Frederiksen.

Flere af politikerne understregede, at projektet ikke er blevet markedsført.

Ejvind Aagaard ser gerne, at Sømosedagen genoplives, og pegede på, at de trak mange besøgende til. Ligeledes mener han, at Asaa Havn i højere grad kan tiltrække turister.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Seneste nyheder

Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...