50 år som frivillig

Frede Aagaard fra BI Håndbold blev overrasket med blomster og ros i hallen

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Frede Aagaard, der lige om lidt kan fejre 50 års jubilæum som frivillig i BI Håndbold, blev overrasket med blomster og hædrende ord i Brønderslev Hallen i aftes. Privatfoto

BRØNDERSLEV:Der var godt fyldt op i Brønderslev Hallen tirsdag aften, hvor 1. divisionsherrerne fra Frederikshavn (FI) og Aalborg Håndbolds ligahold skulle mødes i en træningskamp.

Der var lagt op til en spændende håndboldkamp, men samtidig var der også nogen, der havde lagt i kakkelovnen til en overraskelse.

Den blev serveret lige efter, at håndboldspillerne var løbet ind til festlig speak og klapsalver med små håndboldspillere i hånden.

For der greb Elina Andersen, bestyrelsessuppleant og turneringsleder fra BI Håndbold, mikrofonen og fik alles opmærksomhed.

- Vi afbryder lige fra klubbens side, sagde hun og fortalte, at der var en person i Brønderslev-klubben, der snart har 50 års jubilæum.

En helt særlig frivillig

Elina Andersen sagde, at nu skulle man snart se to dygtige hold spille god håndbold mod hinanden.

- Men fælles for dem er, at de ikke kan eksistere, hvis der ikke er frivillige. Dem har vi i Brønderslev en helt særlig af, fortalte hun.

Det var Frede Aagaard, der fik mange pæne ord med på vejen - blandt andet om sit arbejde i bestyrelsen og sin store viden. Han blev også benævnt som ”Mr. BI Håndbold”.

Elina Andersen nævnte også, at Frede Aagaard har haft mange roller i klubben - herunder som spiller, træner, formand og dommer.

Frede Aagaard fik udover ros også blomster og en stor klapsalve, og så skulle kampen ellers i gang, og Frede Aagaard fandt straks sin plads ved et bord på sidelinjen, hvor han skulle være observatør og tidtager.

En beskeden mand

Der var flere grunde til, at man havde lavet sådan en overraskelse for den mangeårige frivillige.

- Frede er et meget beskedent menneske, han har ikke behov for så meget ros, men han fortjener mere ros, end han nogensinde får. Det er ikke altid, man får sagt tak i hverdagen, sagde Elina Andersen.

Derpå kunne håndboldkampen gå i gang i Brønderslev Hallen - den endte i øvrigt 31-22 til Aalborg Håndbold.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst