Advarer mod syreskader: Her er der forbud mod populær drik
Nordjyske efterskoler forbyder elever at indtage energidrik på skolens område
Drikken er populær - men følgeskaderne kan være alvorlige og tandlægeregningerne store.
Forleden advarede landets tandlæger mod det stigende indtag af energidrik blandt landets unge: En rundspørge fra Tandlægeforeningen viser, at 75 procent af tandlægerne - i alt 425 har svaret - oplever en stigning i syreskader forårsaget af energidrikke.
Det bekymrer Tandlægeforeningens formand, Susanne Kleist, der forklarer, at patienter med syreskader kan opleve isninger - og at tænderne kan blive misfarvede.
Eksempelvis kan fortænderne komme til at se grålige og gennemsigtige ud, og der kan også brække små stykker af tænderne.
På landets efterskoler er det også en problematik, man kender til.
Og ifølge TV2Nord er indtag af energidrikke faktisk helt forbudt på Rebild, Hørby og Dronninglund efterskoler - sidstnævnte sted har man skredet til et forbud, fordi man ifølge forstander Bitten Schjødt Kjær oplevede, at måltider blev afløst af en energidrik.
Fem-dobling af salg
Ifølge Coop Analyse er energidrikkens popularitet steget jævnt siden 2010, men særligt efter 2019 er salget eksploderet. I 2021 blev der solgt fem gange så meget energidrik som i 2010.
Her var det unge mellem 15-34 år, der købte mest energidrik.
Det høje forbrug er ifølge Susanne Kleist et problem. Det er nemlig svært at opdage syreskader i tide, fordi man i de tidlige stadier typisk ikke selv hverken se eller mærke skaderne.
Derfor er det vigtigt at gå regelmæssigt til tandlæge, påpeger hun.
- Særligt de unge, som har et højt forbrug af energidrik, skal være opmærksomme på drikkens skadelige virkning. De skal bruge deres tænder i rigtig mange år endnu, så tag det alvorligt, når tandlægen konstaterer, at der er optakt til syreskader. Vi skal for alt i verden forebygge, at syreskaderne når at udvikle sig for meget, advarer Susanne Kleist.
- Syreskader opstår, når tænderne mister mineraler og bliver slidt, fordi de ofte og over lang tid udsættes for noget syreholdigt, fx læskedrikke, sur frugt og smoothies.
- Når man drikker små slurke af energidrik over flere timer, udsætter man tænderne for et konstant syrebad. Det gælder også de sukkerfri energidrikke, som kan være lige så skadelige som sukkerholdige drikkevarer.
- Gode råd, hvis du vil undgå syreskader:
- Indtag en sund og velafbalanceret kost, og begræns dit daglige indtag af syreskadelige føde- og drikkevarer – også drikkevarer med mærkaten ”light” eller ”diet.”
- Indtag så vidt muligt sure fødevarer ifm. hovedmåltiderne fremfor mellem måltiderne.
- Vælg alternativer til syreholdige produkter, fx vand eller mælk og vælg primært produkter med et højt indhold af calcium.
- Skyl ikke syreholdige drikkevarer rundt i din mund.
- Undgå at indtage sure føde- og drikkevarer i mange små bidder eller slurke over en længere periode.
- Skyl munden med vand, efter du har indtaget en syreholdig drik.
- Spørg din tandlæge til råds, hvis du lider af mundtørhed, da du har en øget risiko for syreskader.
- Brug altid tandpasta med fluorid og gerne tin (tinfluorid).
- Gå regelmæssigt til tandlæge, så din tandlæge kan holde øje med sundhedstilstanden i din mund.
Der er ingen aldersgrænse for salg af energidrikke i Danmark.
Supermarkeds-kæden Lidl har dog indført en aldersgrænse, så man skal være 16 år for at købe energidrikke.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.