Æblemark er nyt mødested
Borgere i Hallund har plantet en æblemark, hvor man kan mødes - flere planer er på vej

Galleri - Tryk og se alle billederne.
HALLUND:Lørdag var der indvielse af Hallund Æblemark, som mange af de lokale borgere har været involveret i arbejdet med.
- Der var mellem 50 og 60 mennesker, fortæller Hanne Lynge Jacobsen, der er have- og landskabsarkitekt og er med i en arbejdsgruppe, der har stået for at planlægge det nye initiativ i byen.
Indvielsen fik også besøg af borgmester Mikael Klitgaard, og byens spejdere deltog - de kunne bruge det nye bålsted, som æblemarken også byder på.
Idéen til Hallund Æblemark blev til som følge af, at Ole B. Johansen fra byen arvede et stykke jord. Han mente, at det måske kunne være noget for byen, og i Hollensted/Hallund borger- og idrætsforening, som i forvejen havde anskaffet sig et mosteri til at moste æbler med, var man enig.
- Han kunne huske, at der havde været en æbleplantage, da han var barn, og man kan se på gamle luftfotos, at der stod række op og række ned, fortæller Hanne Lynge Jacobsen.
Grunden havde dog i mellemtiden udviklet sig til et vildnis af hindbærkrat og selvsåede træer, men det var der råd for.
De frivillige kræfter i Hallund søgte og fik økonomisk støtte til deres projekt, og området blev fræset op. Senere var man klar til at plante, og mange hjalp til på de forskellige arbejdsdage.
- Vi har i hvert fald været 25 per gang, fortæller Hanne Lynge Jacobsen.
Flere planer hen ad vejen
Og nu står den altså klar, Hallund Æblemark.
- Det er lidt kuperet, og der er et mirabellehegn mod vest. Det er hegnet ind med et to meter højt hegn, for der er mange krondyr i området, fortæller Hanne Lynge Jacobsen.
Man kan også have sin hund med i æblemarken, og det er planen, at der hen ad vejen skal komme bord- og bænkesæt og en grillplads, hvor man kan slå sig ned sammen med naboerne, og der er også planer om et par shelters.
- Vi kom til at bruge alle pengene på træer og hegn og fræsning, men det er det næste, der står på listen. Vi skal ud og have søgt penge, fortæller Hanne Lynge Jacobsen.
Formålet med det hele er - udover at få et dejligt sted med frugttræer - at knytte borgerne tættere sammen.
- Vi kan jo mærke, at det skaber lidt optimisme og lidt sammenhold. Jeg kommer fra Hollensted, som er naboby, og jeg kendte ikke så mange, da jeg startede. Man kommer til at lære hinanden at kende, når man arbejder sammen, det er faktisk sjovt, og vi hygger os. Vi glæder os til at se det vokse op og have et sted at mødes og have noget overkommeligt at arbejde sammen om, fortæller Hanne Lynge Jacobsen.
Det er også planen at lave en æblemostedag, hvor folk kan komme og smage, og arbejdsgruppen vil også lave beskæringskurser. Desuden er det meningen, at folk selv kan arrangere noget - og at man kan bruge æblemarken som et sted at mødes.
Æblemarken ligger på adressen Dalgårdsvej 13 i Hallund.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.