Anne ville væk fra bureaukrati: Nu har hun drømmejobbet

For seks år siden etablerede Anne Marcussen et bosted for folk med funktionsnedsættelser. Målsætningen var, at både beboere og ansatte skulle have det godt, og den tankegang gav i 2018 en landsdækkende socialpris.

- Min fornemste opgave er at skabe rammen for, at bofællesskabet i Frederiksgade er et hjem for beboerne, siger Anne Marcussen. Foto: Lars Pauli <i>Foto: Lars Pauli</i>

- Min fornemste opgave er at skabe rammen for, at bofællesskabet i Frederiksgade er et hjem for beboerne, siger Anne Marcussen. Foto: Lars Pauli Foto: Lars Pauli

BRØNDERSLEV:- Det bedste, jeg ved, er, når der er morgenkaffe, og vi sidder og fjoller og griner med hinanden. Og når der er eftermiddagskaffe. Og lørdagsslik.

Det siger Line Nielsen, som har været tilknyttet Bofællesskabet i Frederiksgade siden 2016, hvor hun er kæreste med Morten og ven med de øvrige seks beboere. Og er rigtig, rigtig glad for personalet med Anne Marcussen som daglig leder og stifter i spidsen.

Anne Marcussen, som etablerede bofællesskabet i 2015, har det på samme måde.

- Jeg tænker ofte: Det her er fantastisk. Jeg har skabt det arbejdsliv, jeg gerne ville have med en god kombination af administration, pædagogik og gode kolleger og medarbejdere, siger hun.

Anne Marcussen (t.h.) etablerede for seks år siden et bofællesskab for folk med funktionsnedsættelser. I dag er der otte beboere og syv ansatte i det, som Anne kalder sit perfekte arbejdsliv. Her hjælper hun beboer Line Nielsen med at se, om der er noget spændende i julestrømpen. Foto: Lars Pauli <i>Foto: Lars Pauli</i>

Anne Marcussen (t.h.) etablerede for seks år siden et bofællesskab for folk med funktionsnedsættelser. I dag er der otte beboere og syv ansatte i det, som Anne kalder sit perfekte arbejdsliv. Her hjælper hun beboer Line Nielsen med at se, om der er noget spændende i julestrømpen. Foto: Lars Pauli Foto: Lars Pauli

- Anne, du er i mit hjerte

Anne Marcussen arbejdede i nogle år som socialpædagog i Brønderslev Kommune, men følte, at der skulle ske noget andet.

- Jeg havde en drøm om at skabe et sted, hvor jeg kunne stå fuldstændig inde for værdierne. Hvor en idé og tanke hurtigt kunne omsættes til handling og ikke skulle omkring en række mellemledere i en stor organisation. Og hvor bostedet skulle være et hjem i langt højere grad end et bosted, siger hun om visionen, der i dag er en realitet.

Og så er der noget andet, som hun elsker i sit job som både pædagog og leder.

- Der er så meget kærlighed og varme i beboerne. De lærer mig så mange ting om livskvalitet, og jeg beundrer deres umiddelbarhed. De lever i nuet, og de lever livet ægte. Deres følelser er ikke pakket ind - den omsorg, de har for hinanden og andre, er noget helt særligt, siger hun om de otte beboere, de tre gange Morten, Lene, René, Claus, Betina og Line.

- Der er ikke mange andre, som kan finde på at sige til mig: ”Anne, du er i mit hjerte” eller ”Jeg har savnet dig siden i går”, siger Anne Marcussen.

Selv om det er kold vinter, kan man sagtens hygge i bålhytten i haven. Her er beboerne samlet en mørk decemberaften. Privatfoto

Selv om det er kold vinter, kan man sagtens hygge i bålhytten i haven. Her er beboerne samlet en mørk decemberaften. Privatfoto

Kaj Munks ord gælder stadig

At folk med funktionsnedsættelser har en umiddelbarhed og et nærvær i sig, er velkendt for mange - også digterpræsten Kaj Munk, som i 1940’erne skrev en prædiken om emnet, her i forkortet form.

”Og så skal min prædiken i dag være rettet til jer mødre, der har oplevet så tung en smerte som at føde et barn til verden, der ikke var som andre børn.

Ja, vær vis på, at Gud har meget at sige hvert par forældre derigennem, at det onde har fået lov at røre ved deres barn.

Jeg har set hjem, hvor en hjælpeløs bette stakkel bandt dem alle i huset sammen i én stor kærlighed. Jeg tænker særligt på ét tilfælde, stymperen var vel en 8-9 år, dinglende og lallende, mange søskende var der, men aldrig så jeg nogen af dem forlade huset, uden at de først var henne og tage afsked under kærtegn og pludren med den lille.

Jeg har set en mor blive ved at leve meget længere, end hun egentlig kunne, for ikke at overlade en åndssvag søn til en ufølsom verden – og han var hele indholdet i hendes liv.

Det andet sted er oppe i himlen. Der har jeg set et dejligt syn. Det var inderst inde i Paradisets Have, der hvor der mest er skærmet mod vinde udefra. Det allerkønneste sted derinde, det var indrettet for de børn fra Jorden, der havde været noget i vejen med.

Men de gode ånder, småenglene, de kommer flyvende med hvide forklæder på, de slår kreds om de helbredte børn og fører dem ind i det allerinderste sted og lærer dem Paradisets dejligste og vildeste lege”.

De mødre, som Kaj Munk henviser til, kender Anne Marcussen godt.

- Hvis du vidste, hvor mange mødre jeg har talt med gennem årene. Mødre, der har kæmpet hele livet for at give deres barn med udfordringer det bedst mulige liv. Og talt med dem om deres frygt for, hvad der skal ske med børnene, når de ikke kan længere, siger Anne Marcussen om en kendsgerning, som også har haft indflydelse på den måde, hun har indrettet bofællesskabet på.

- Og vil jeg klart sige, at der ikke er noget ondt, der har rørt mennesker med en funktionsnedsættelse. Dem, jeg kender, har udfordringer, men har i høj grad meget godt og kærligt, som vi andre kan lære af, siger hun.

Hjertet i bofællesskabet er det store køkken-alrum, hvor der snakkes, grines, drilles og lægges planer. Her får Line Nielsen en kop kaffe og en snak med Anne Marcussen. Foto Lars Pauli <i>Foto: Lars Pauli</i>

Hjertet i bofællesskabet er det store køkken-alrum, hvor der snakkes, grines, drilles og lægges planer. Her får Line Nielsen en kop kaffe og en snak med Anne Marcussen. Foto Lars Pauli Foto: Lars Pauli

Vi arbejder i beboernes hjem

En af de vigtigste målsætninger for Bofællesskabet i Frederiksgade er, at det skal være et hjem for beboerne.

- Det er vores fornemste opgave. Et hjem er ikke et sted, men en følelse af, at det er her, man hører til, og den følelse skal vi medarbejdere skabe grundlaget for, siger Anne Marcussen om et arbejde, der kræver konstant fokus.

- Vi skal vide, hvad vi vil, hvorfor vi vil det og hvordan. For at bevare fokus på kerneopgaven er det helt afgørende med en høj etik og faglighed, siger hun.

Den største tilfredsstillelse

Et andet mål er, at beboerne selv skal klare de ting, de nu en gang kan - med eller uden støtte fra personalet.

- At se en beboer flytte sig i retning af et mere selvstændigt liv er for mig en meget stor tilfredsstillelse. Og jeg er sikker på, at hvis jeg spørger beboerne i Frederiksgade om, hvem der bestemmer over deres liv, vil de sige, at det gør de selv. Og det er i høj grad et mål for det arbejde, vi udfører, siger hun.

Travlhed på den gode måde

I det daglige indgår Anne Marcussen i arbejdsplanen på lige fod med de ansatte i bofællesskabet - men ikke på fuld tid. Der går nemlig også tid med alt det administrative og lægger man det hele sammen, når man op på langt over 37 ugentlige timer. Men sådan tæller Anne Marcussen ikke.

- Jeg arbejder mere og bekymringerne er fordoblet i forhold til dengang, jeg var en ansat pædagog. Men det er det hele værd - både timerne og bekymringerne. Det er en livsstil, der giver mening for mig og min familie, og min livskvalitet er blevet væsentlig bedre efter etableringen af bofællesskabet. Jeg elsker mit nye arbejdsliv, helt enkelt, siger hun.

At tænde et lys i andres liv er i bund og grund Anne Marcussens vision med Bofællesskabet i Frederiksgade. Den vision indbragte hende og bofællesskabet en pris i 2018 - nemlig Landsforeningen af Sociale Opholdssteders socialpris. Foto Lars Pauli <i>Foto: Lars Pauli</i>

At tænde et lys i andres liv er i bund og grund Anne Marcussens vision med Bofællesskabet i Frederiksgade. Den vision indbragte hende og bofællesskabet en pris i 2018 - nemlig Landsforeningen af Sociale Opholdssteders socialpris. Foto Lars Pauli Foto: Lars Pauli

Et bofællesskab og ikke mere

Livskvaliteten er altså markant forøget for Anne Marcussen, ligesom hun får og har fået mange positive tilkendegivelser fra familiemedlemmer til beboerne. Økonomien er der også styr på ... så hvorfor ikke åbne flere bofællesskaber, når hun så tydeligt beskæftiger sig med noget, hun har styr på.

- Det er jeg blevet spurgt om en del gange, og her er jeg aldrig i tvivl om svaret, nemlig at det ikke kommer til at ske. Hvis jeg åbnede et eller flere steder mere, ville jeg ikke i så høj grad kunne være en del af hverdagen sammen med beboerne. Så ville meget af min tid gå med administration, og jeg elsker blandingen af at være pædagog, administrator og chef. Så jeg er ualmindelig glad for tingene som de er, siger hun.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden