Psykisk syge

Bedre Psykiatri breder sig

Lokalafdeling af Bedre Psykiatri vokser ind i Brønderslev og Hjallerup med åbne caféer og foredrag

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Søren Kragelund, Grethe Christensen og Ellen Margrethe Pagter fra bestyrelsen i Bedre Psykiatris lokalafdeling i Brønderslev Kommune.Foto: Jesper Thomasen JESPER THOMASEN

BRØNDERSLEV:Bedre Psykiatri har gennem seks år arbejdet i Brønderslev Kommune, men deres arbejde har været koncentreret i Dronninglund.

Nu ønsker foreningen at blive aktiv også i Brønderslev og Hjallerup, og det er de allerede godt på vej med.

- Det vil vi rigtigt gerne, og vi glæder os til at komme i gang, siger Ellen Margrethe Pagter, der er formand for Bedre Psykiatris lokalafdeling i Brønderslev Kommune.

Tidligere var der en lokalforening i Vendsyssel, men fra 2018 er den er blevet splittet op, så der nu er en lokalforening for Brønderslev Kommune.

I Dronninglund har man blandt andet haft åbne caféer, og det vil man nu også prøve i Hjallerup, hvor første gang bliver 5. marts, og i Brønderslev, hvor første gang bliver 11. marts.

- I de åbne caféer er der hver gang et emne, og man kan komme, når man har lyst, fortæller Ellen Margrethe Pagter.

Samtidig fortsætter caféerne i Dronninglund.

Der bliver også et foredrag på Brønderslev Bibliotek 12. februar, hvor man kan høre Ulla Geer Jakobsen fortælle om, hvordan det er at være mor til en misbruger gennem 18 år - og om de udfordringer, det fører med sig.

Hvis der er interesse for aktiviteter i Brønderslev og Hjallerup, er det foreningens plan at søge fonde om midler, så man kan arbejde videre med caféer og foredrag.

Vil bryde tabu

Foreningen vil også rigtig gerne samarbejde med skoler og ungdomsuddannelser og komme ud og fortælle om psykisk sygdom, da psykisk sygdom godt kan sætte ind allerede hos børn og typisk gør det i de unge år.

De oplever, at der er en del uvidenhed om emnet.

- Jeg er blevet spurgt, om skizofreni smitter, giver Ellen Margrethe Pagter som eksempel.

Foreningens erfaring er, at det er rigtig godt at være åben og tale om psykisk sygdom - men at der er mange tabuer.

- Der er stadig meget skam og skændsel. Det er der ved alle i starten. Det er svært at sige, at vi har et psykisk problem derhjemme, fortæller Ellen Margrethe Pagter.

Det er både den syge og de pårørende, der kan have svært ved at tale om det. Bedre Psykiatri vil gerne hjælpe med det.

- Dét, vi gør, er et lille hjørne, med dem, vi kommer i kontakt med. Men det at tale omkring det hjælper, siger Ellen Margrethe Pagter, der har oplevet, at det kan være en lettelse for folk at komme i de åbne caféer og høre andre sætte ord på de udfordringer, de selv oplever derhjemme.

Sådan kan oplevelsen også være ved foredrag, hvor andre fortæller om emnet. Det kan gøre stort indtryk. Det kan dog være svært for folk at møde op netop pga. tabuet.

- Det er ikke unormalt, at det er svært for pårørende at komme frem, netop hvis man har prøvet at skjule det. Nabokonen kan jo også være der, siger Ellen Margrethe Pagter.

- Vi skal bare have dem til at komme ud af busken. Men det er svært at få dem, det kender vi fra os selv, erkender Grethe Christensen, der også er bestyrelsesmedlem.

Når det lykkes, så gør det en forskel.

- De oplever, at der er andre, der har samme problem, som man selv har som pårørende til en psykisk syg. Man oplever, at man ikke er den eneste, der har det sådan, siger bestyrelsesmedlem Søren Kragelund.

Grethe Christensen peger på, at det kan løse op for nogle ting at snakke om det.

Hvis der er interesse for det, vil foreningen også gerne oprette pårørendegrupper i Brønderslev og Hjallerup, og de opfordrer alle interesserede til at møde op til de åbne caféer.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst