KV21 Brønderslev

Ballade i Brønderslev: Borgmesteren begik en fejl

Mikael Klitgaard kan tabe bred konstituering på gulvet

- Vi har fået resterne fra de riges bord, og det accepterer vi ikke, siger Bettina Bøcker Kjeldsen (S). Foto: Henrik Louis

- Vi har fået resterne fra de riges bord, og det accepterer vi ikke, siger Bettina Bøcker Kjeldsen (S). Foto: Henrik Louis

BRØNDERSLEV:Michael Klitgaard (V) kunne natten mellem tirsdag og onsdag lade sig kåre som den store sejrherre ved kommunalvalget i Brønderslev Kommune. Således vil han også efter nytår sidde i borgmesterstolen - men allerede inden det kommende byråd har haft deres første møde, så er der voldsom ballade i Brønderslev.

Uenigheden kan koste den brede konstituering, som Mikael Klitgaard er på jagt efter - i hvert fald er den socialdemokratiske frontfigur, Bettina Bøcker Kjeldsen (S), rasende:

- Vi har fået resterne fra de riges bord, og det accepterer vi ikke. Vi har en borgmester, som ønsker det brede samarbejde, og det gør vi sådan set også. Men i den her omgang har han godt nok taget røven på os, og det synes vi er dybt uacceptabelt, siger hun.

Udmelding giver problemer

Årsagen til balladen er, at Mikael Klitgaard sent på valgnatten proklamerede overfor den ventende presse, at han havde fået opbakning fra både Konservative, Borgerlisten, Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti til at fortsætte som borgmester. Tilsammen råder de fem partier efter nytår over 17 af byrådets 27 mandater.

Byrådsvalget i Brønderslev Kommune

Med 39,9 procent er Venstre det klart største parti i byrådet for de kommende fire år. Valgresultatet giver Venstre 12 af byrådets 27 pladser. Socialdemokratiet har fået otte mandater, mens Konservative har to. Derudover er der et enkelt mandat til både Enhedslisten, SF, Nye Borgerlige, Dansk Folkeparti og Borgerlisten.

En del af konstitueringsaftalen var det, at Peter Stecher (K) kan se frem til at fortsætte i rollen som formand for teknisk udvalg - og derudover bliver han Mikael Klitgaards viceborgmester.

Konstitueringsaftalen sikrede også en formandspost til Borgerlisten, hvor Steen Søgaard Petersen kan sætte sig i spidsen for kultur- og fritidsudvalget - og desuden bliver Dansk Folkepartis Carsten Ullmann Andersen formand for ældreomsorgsudvalget.

Peter Stecher, Steen Søgaard Petersen og Carsten Ullmann Andersen bliver sammen med Nye Borgerliges Lars E. Sørensen også en del af økonomiudvalget.

Alle disse oplysninger kunne Socialdemokraterne på www.nordjyske.dk læse om, da de kom hjem fra valgfesten - og det skuffer Bettina Bøcker Kjeldsen voldsomt:

- Da vi går fra hinanden, siger han (Mikael Klitgaard, red.), at der er ikke blevet fordelt nogle poster. Og så snart man kommer hjem, kan man læse hos Nordjyske, at posterne er fordelt. Det er simpelthen at løbe fra sit ansvar, og det vil også sige, at vi ikke kan stole på ham. Det er jeg virkelig skuffet over.

Mikael Klitgaard offentliggjorde sent på valgnatten de store træk i konstitueringsaftalen. Orienteringen af socialdemokraterne har tilsyneladende ikke været lige så god, og det kan nu koste en bred konstituering i Brønderslev Kommune. Foto: Henrik Louis

Mikael Klitgaard offentliggjorde sent på valgnatten de store træk i konstitueringsaftalen. Orienteringen af socialdemokraterne har tilsyneladende ikke været lige så god, og det kan nu koste en bred konstituering i Brønderslev Kommune. Foto: Henrik Louis

Klitgaard: - Det gik for stærkt

Mikael Klitgaard indrømmer faktisk, at han måske har begået en fejl i forløbet. Efter udmeldingen til pressen får han først efterfølgende talt med Socialdemokratiet om konstitueringsaftalen - med henblik på at planlægge et forhandlingsmøde om formiddagen efter valgnatten.

I den forbindelse spørger socialdemokraterne, om alt er cementeret - men det afviser Mikael Klitgaard, da han stadig mener, at der er vigtige poster at forhandle om. Han får dog ikke fortalt, at visse formandsposter allerede er afsat.

- Jeg fortæller, at der er cementeret det, der er fortalt til pressen. Og det (at nogle poster var besat, red.) skulle jeg selvfølgelig have fået fortalt mere direkte til Socialdemokratiet, Enhedslisten og SF. Og man må sige, at det gik for stærkt på det tidspunkt, siger Mikael Klitgaard og tilføjer:

- Men der var flere ting, der skulle ordnes, og så havde jeg måske den tro, at vi kunne snakke om det onsdag.

- Står hellere udenfor

Men onsdagens forhandlingsmøde blev meget kort - faktisk kun i omegnen af tre kvarter. For socialdemokraterne var som nævnt ikke tilfredse med "resterne fra de riges bord". Og så udvandrede de.

- Vi har fået tilbudt et udvalg (formandsposten, red.), men det har jeg afvist. Det er vi overhovedet ikke interesseret i, siger Bettina Bøcker Kjeldsen.

Hun har ønske om, at Socialdemokratiet kommer til at stå i spidsen for et andet udvalg, end det der er tilbudt. Hun vil dog ikke sætte navn på de udvalg, som striden drejer sig om.

- Men jeg tager ikke nogle af de ting, han har tilbudt. For os handler det om en hel pakke - ellers står vi hellere udenfor en konstituering, siger Bettina Bøcker Kjeldsen.

- Det er en skandale, at han laver en konstituering med de små partier - og derefter går i pressen, uden at han har talt med os.

Aftale binder

Mikael Klitgaard håber stadig på, at han kan tale sig til rette med socialdemokraterne - og derfor er der et nyt forhandlingsmøde mellem parterne torsdag aften. Men han understreger, at han er bundet af den konstitueringsaftale, der er indgået.

- Nu har vi hørt, hvad der er sagt og ønsket - men vi har også nogle ting, som vi er nødt til at overholde overfor både vores samarbejdspartnere og os selv, siger Mikael Klitgaard.

- Men vil Socialdemokratiet, Enhedslisten og SF ikke være med til en bred konstituering - det skal partierne jo hver især bestemme - så kan jeg jo ikke trylle. Men jeg kan prøve, om jeg kan tilrette så godt som muligt, og så må vi se, om det kan lade sig gøre. Jeg vil gerne (have dem med, red.), det er helt sikkert, fastslår Mikael Klitgaard.

- Det kan godt være, at skønhedsværdien ikke er den største. Men det går nogle gange lidt stærkt, når vi skal aftale noget - men det er rart at have cementeret et flertal bag borgmesterposten, inden man åbner op for de store forhandlinger med alle andre.

Mikael Klitgaard blev første gang borgmester i 2002. Det var i den gamle Dronninglund Kommune.

Venstre vandt størst tilslutning

Venstre fik stemmer fra fire ud af ti vælgere i Brønderslev Kommune - og blev dermed valgets vinder.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.