BI’er helt til tops

Bordtennisspillere sætter Brønderslev på danmarkskortet

Anna Ansø i aktion under Top 12. Privatfoto
Brønderslev 12. februar 2018 23:23

BRØNDERSLEV: Hele fem unge BI’ere havde kvalificeret sig til stævnet, hvor Danmarks absolut bedste unge bordtennisspillere mødtes. Ingen af BI’erne kom på podiet. Det må være et fremtidigt mål.

- At have fem spillere med blandt den absolutte elite i fire forskellige rækker, viser, at vi i Brønderslev har et bordtennismiljø, der giver muligheder for at udvikle sit talent. Det er vi selvfølgelig stolte af, siger Thomas Krog, formand for BI-Bordtennis.

Bedste BI’er i weekenden blev Anna Ansø, der kæmpede sig til en femteplads i det skrappe selskab. Jacob Laursen blev nummer syv.

De tre øvrige deltagere Amalie Nørgaard, Agnete Kranker og Bjarke Krog har det til fælles, at de kan spille i samme række igen til næste år.

- Vi har andre spillere, end de fem, som står på spring til at kvalificere sig til næste år.

Det er kun indsatsen i træningslokalet, der sætter begrænsningen.

- Vi er stolte af at have så mange dygtige spillere, men det kræver også nogle omkostninger.

- For at give spillerne de optimale vilkår havde vi i weekenden hele tre dygtige trænere med til Brøndby, hvor de overnattede fra fredag til søndag. Jan Philipsen, Per Christensen og Frederik Lund Kjeldsen yder både til hverdag og i weekender som denne et enestående stykke engageret arbejde med vores unge spillere.

- I bestyrelsen arbejder vi benhårdt på at skaffe økonomi, der gør det muligt at fortsætte med de fantastiske rammer vi har i denne sæson.

- Først og fremmest glæder vi os over den øjeblikkelige succes og, at Brønderslev for alvor igen er kommet på bordtennisspillernes Danmarkskort, slutter Thomas Krog.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...