Borgerrådgivere på vej: Minister indskærper tilsynsforpligtelse
Efter debat i Brønderslev er der nu givet ministersvar
Opdateret 10. marts 2023 kl. 11:20
BRØNDERSLEV: Det skal indskærpes - blandt andet overfor Brønderslev Kommune - at den kommende borgerrådgiver også skal føre tilsyn med den kommunale administration. Det har indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek (S), netop fastslået i et svar til Folketinget.
Reaktionen fra ministeren kommer efter, at der i flere danske kommuner har været debat om borgerrådgiverfunktionen. En del debat var der eksempelvis, da man forleden kunne læse hos Nordjyske, at Brønderslev Kommune er på vej til at oprette en borgerrådgiverfunktion i fællesskab med Thisted, Jammerbugt og Vesthimmerlands Kommune.
De fire kommuner har i fællesskab besluttet at ansætte to borgerrådgivere, der både skal vejlede borgerne i mødet med det kommunale system - og samtidig også skal føre tilsyn med den kommunale administration.
- Kommunerne Vesthimmerlands, Jammerbugt, Thisted og Brønderslev går sammen om at ansætte to borgerrådgivere. Vesthimmerland bliver hjemsted for den fælles funktion.
- Den ene rådgiver vil primært dække Jammerbugt og Brønderslev - mens den anden rådgiver primært vil dække Vesthimmerlands og Thisted. I praksis kan rådgiverne dedikere to ugentlige arbejdsdage til hver kommune - altså så den ene borgerrådgiver eksempelvis vil være to ugedage i Jammerbugt og to ugedage i Brønderslev, mens den sidste dag vil tilbringes på det fælles sekretariat i Vesthimmerlands Kommune.
- Borgerrådgiverne skal rådgive og vejlede borgerne i mødet med det kommunale system - og skal desuden udføre opgaver vedrørende tilsyn med kommunernes administration.
- Borgerrådgiverne er ansat direkte under byrådene - og er således ikke formelt set en del af den kommunale administration.
- Borgerrådgiverne skal årligt afgive en beretning til de respektive byråd - og kan i den forbindelse komme med anbefalinger til byråd og forvaltning.
- I projektperioden skal kommunerne desuden 1. april hvert år afrapportere til Bolig- og Planstyrelsen om, hvordan det forløbne år er gået.
Modvilje mod tilsyn
I forarbejdet med at etablere funktionen har det stået det ret klart, at der i de fire kommuner ikke var stor begejstring for tilsynsdelen. I et referat fra et kommunalbestyrelsesmødet i Jammerbugt 24. juni 2021 kunne man således læse følgende:
"En forudsætning for Jammerbugt Kommunes deltagelse i arbejdet har været, at borgerrådgiverens opgave skal handle om rådgivning og vejledning, ikke om kontrol og tilsyn. Flere af kommunerne i samarbejdet har signaleret, at de bakker op om denne linje og eventuelt er interesseret i at finansiere udgiften til borgerrådgiveren selv, det vil sige uden om ansøgningspuljen."
Senere valgte kommunerne dog alligevel at gøre plads til tilsynsopgaven - hvilket også gav mulighed for at få del i de statslige puljemidler, der er til rådighed for at oprette funktionen. På den konto blev kommunerne stillet 5,8 millioner kroner i udsigt i perioden frem til og med 2024.
Andre kommuner - eksempelvis Hjørring - har etableret funktionen uden tilskud og uden tilsynsforpligtelse.
- Med finansloven for 2021 ønskede man at udbrede borgerrådgiverfunktionen til flere kommuner. Derfor etablerede man på Christiansborg en ansøgningspulje på i alt 135 millioner kroner, der dækkede perioden 2021-2024.
- I alt var der 46 ansøgninger inden fristen. 44 ansøgninger fik tilsagn - og af dem havde 15 i forvejen en borgerrådgiverfunktion (som via puljen nu udvides). Da Brønderslev, Vesthimmerland, Jammerbugt og Thisted - som de eneste - søgte i fællesskab, så har i alt 47 kommuner fået tilskud fra puljen.
- De fire kommuner Jammerbugt, Thisted, Vesthimmerlands og Brønderslev har i fællesskab fået godt 5,8 millioner kroner fra puljen.
Skepsis gav bekymring
Trods det faktum, at kommunerne altså indvilgede i tilsynsdelen, så var der alligevel bekymring hos Morten Fuglsang, der er borger i Brønderslev Kommune og tæt har fulgt arbejdet med at etablere funktionen.
- Det så jo ud til, at eksempelvis Jammerbugt Kommune var klar til at gå ret langt for at undgå tilsynsdelen, sagde Morten Fulgsang til Nordjyske.
Bekymringen omkring tilsynsdelen fandt man også på Christiansborg, hvor folketingsmedlemmet Karina Lorentzen Dehnhardt (SF) stillede indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek (S) følgende spørgsmål:
"Mener ministeren, at det er en forudsætning for at opnå statslige midler til en borgerrådgiver, at denne får tilsynsbeføjelser, jf. at spørgeren er bekendt med, at flere kommuner går langt for at undgå dette?"
Minister beder om indskærpelse
I sit skriftlige svar på spørgsmålet lyder det fra Kaare Dybvad Bek:
- Ja, det er en forudsætning for at opnå midler fra ansøgningspuljen til borgerrådgivning, at borgerrådgiveren har tilsynsbeføjelser over for kommunens administration.
Ministeren svarer videre, at tilsynet både skal ske gennem udarbejdelse af en årlig rapport til byrådet - med anbefalinger om forbedringer - og desuden skal borgerrådgiveren "som led i tilsynet kunne foretage generelle undersøgelser, stikprøver eller udtagelse af bestemte sagskategorier til gennemgang".
- I kommuner, der modtager tilskud fra puljen, må kommunalbestyrelsen således ikke begrænse borgerrådgiverens opgaver på en måde, der indebærer, at ovennævnte tilskudskrav ikke overholdes, fastslår Kaare Dybvad Bek.
Formelt set overholder samtlige tilskudsmodtagerne reglerne - for ellers havde de ikke fået tilskud. Men alligevel bliver det nu indskærpet, at tilsynet skal prioriteres. Det fastslår Kaare Dybvad Bek i slutningen af sit svar, hvor det hedder sådan her:
- Indenrigs- og Boligministeriet har på baggrund af spørgsmålet bedt Bolig- og Planstyrelsen, der administrerer puljen, om at gøre samtlige tilskudsmodtagende kommuner opmærksomme herpå.
Brønderslev Kommune skal på byrådsmødet her i marts give den endelige formelle godkendelse af funktionen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.