Danmarksmester i byggesags- behandling

Brønderslev Kommune er danmarksmester i at behandle byggesager

Esben Heine
Brønderslev Kommune var kun 10 dage om at give en byggetilladelse. Arkivfoto: Bente Poder
Dronninglund 15. april 2018 06:12

BRØNDERSLEV/DRONNINGLUND: Brønderslev Kommune kan nu titulere sig selv som danmarksmester i byggesagsbehandlingstider.

I forlængelse af, at langt de fleste nu søger om byggetilladelse via Byg og Miljø, så bliver tallene gradvist mere valide og kan bedre bruges til at sammenligne, hvordan det går med sagsbehandlingstiderne, og det glæder i Brønderslev kommune.

- Jo - vi på nordjysk "taknemmelige" for, at Brønderslev Kommune i den seneste måling fra andet halvår af 2017 ligger ganske fornuftigt i forhold til KL’s servicemål, siger formanden for teknik- og miljøudvalget i Brønderslev Kommune, Karsten Frederiksen.

- Vi blev især glædeligt overrasket over, at vi i perioden var landets hurtigste til at behandle nye enfamiliehuse og tilbygninger til enfamiliehuse. Det tog i gennemsnit 10 dage.

- De øvrige kategorier af byggesager lå også ganske fornuftigt i statistikken. Vi brugte i gennemsnit kun 50 procent af den tid, som KL i servicemålene har lagt op til, at kommunerne må bruge på byggesagerne. Sammenlignet med de øvrige nordjyske nabokommuner, ser det også ganske fornuftigt ud.

- Dog skal man altid have for øje, at tilstrømningen af byggesager er en dynamisk proces, som bølger op og ned. Derfor skal også man huske at de offentliggjorte sagsbehandlingstider er gennemsnit. Det står ikke mejslet i granit, at man til enhver tid kan få en byggetilladelse til et nyt enfamiliehus på kun 10 dage. Men set i bakspejlet har det været tilfældet for gennemsnittet i anden halvdel af 2017, siger udvalgsformanden med tilfredshed.

- For fire år siden blev vi efter min opfattelse på helt urimelig vis hængt ud for lange sagsbehandlingstider, der alene skyldtes fejlagtige opgørelsesmetoder, så vi er selvfølge yderst tilfredse med, at vores dygtige sagsbehandlere nu bliver godskrevet for deres flotte indsats, fortsætter Karsten Frederiksen.

- Og husk så lige, at det er i en periode med stor byggeaktivitet - og uden ekstra ansættelser.

- Gang på gang får vi da også meget positive tilkendegivelser fra erhvervslivet om, at der både er hurtighed og kvalitet i det arbejde, der foretages i vores byggesagsafdeling, siger Karsten Frederiksen, idet har også henviser til, at man ved flere store projekter har haft stor succes med koordinerende opstartsmøder.

- Vi bestræber os selvfølgelig på ikke at hvile på laurbærrene, men gør vores bedste for at holde kæden stramt, så vi forhåbentlig også i næste måling har en fornuftig sagsbehandlingstid for alle kategorier af byggesager, siger byggesagsbehandler Flemming Jacobsen.

- Selve ansøgningssystemet Byg og Miljø, blev indført nationalt for at måden man søgte en byggetilladelse på skulle være ens fra Gedser til Skagen. Intentionen med ensartede ansøgninger er også ganske fin. I praksis har det dog vist sig lidt vanskeligt, at putte så forskelligartet et område som byggesager ned i én fælles kasse. Borgere som ikke har den store erfaring med byggeansøgninger har især følt det lidt uoverskueligt, at skulle vælge den rette ansøgningstype og beskrive alle dokumentationskravene.

- En arbejdsgruppe er dog i gang med en grundig evaluering af Byg og Miljø i 2018. De har især fokus på at gøre tingene mere brugervenlige for den almene borger, som skal søge om en forholdsvis ukompliceret bygning.

Også erhvervschef Marianne Gade er yderst tilfreds med den hurtige sagsbehandling i Brønderslev Kommune.

- Det er meget vigtigt, at sagsbehandlingen foregår så smidig og hurtig som mulig, uden at slække på kvaliteten.

- Vi arbejder alle på, at gøre vores kommune til et godt sted at bosætte sig. Vi havde en tilvækst på næsten 200 nye borgere i 2017, og forventningerne til vores kommune fra de nye borgere er høje, dem lever vores tekniske forvaltning rigtig godt op til.

- Den hurtige og smidige sagsbehandling er også meget vigtig for vores, lige nu blomstrende erhvervsliv. Produktionsvirksomhederne har travlt og øger beskæftigelsen. Vores håndværkere har derfor også meget at se til, og netop derfor er de flotte resultater på byggesagsbehandlingen yderst velkommen.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...