E-sport snart klar i Stenum

SPORT: TSI Stenum kan snart åbne en e-sportsafdeling med fokus på Counter-Strike

Kristian Gull Pedersen
Forældrene var meget ivrige efter at prøve et spil Counter-Strike, så de selv kunne se, hvad de unge skal spille. De fik lov til at prøve kræfter med et spil Counter-Strike, så de bedre kunne få en ide om, hvad det er for et spil, deres børn skal til at spille i idrætsforeningen.
Esport 14. januar 2019 17:02

STENUM: I Stenum kan man snart få lov til at gå til e-sport på linje med de andre tilbud, som den lokale idrætsforening TSI Stenum tilbyder.

Ti nye computere er blevet indkøbt, og lokalet til e-sport er så småt ved at stå klar hos TSI Stenum på Tømmerbyvej.

Forrige mandag var der informationsmøde for potentielle medlemmer og forældre, hvor lokaler blev vist frem og værdigrundlaget blev gennemgået med input fra mødets deltagere.

- Vi vil gerne have nogle retningslinjer for, hvordan det skal foregå, hvordan man taler til hinanden og inddrage forældrene i det. Der er mange fordomme i det at sidde foran en computer. Vi skal acceptere det som sportsgren, men vi vil også se, hvordan vi kan få noget fysisk aktivitet ind over, fysik og psyke hænger sammen. Vi prioritere det sociale meget højt, men over tid vil vi prøve at motivere de unge til også at komme ud og bevæge sig i forbindelse med e-sports-træningen, siger TSI formand Stig Andersen.

E-sportsafdelingen i Stenum bliver fra 10 år og opefter. Det er planen, at der skal være fire træninger om ugen fordelt på to hold tirsdag og to hold torsdag. Ifølge Stig Andersen har omkring 30 allerede tilmeldt sig, og der kan være ti på hvert hold. Hvis den gode tilslutning fortsætter, vil man se på, hvordan man kan udvide på sigt.

Det bliver spillet Counter-Strike, som skal være omdrejningspunktet til at starte med, og trænerne glæder sig også til at komme i gang med de unge.

- Jeg synes, det er sjovt at få lov til at træne de unge. Man får udvidet sin egen horisont og ser, hvordan man kan gøre tingene. Jeg spiller selv Counter-Strike og har gjort det i mange år, men nok ikke i så stor stil, som de unge gør det, siger træner Cyrill Andersen.

Da det jo er en idrætsforening, så skal der også noget konkurrence indover, og der er allerede ideer til, hvordan der kan laves turneringer og kampe mod andre e-sportsafdelinger i landets idrætsforeninger.

- Vi vil tage kontakt til de andre lokale e-sportshold i idrætsklubberne, så vi kan spille, træne, konkurrere og få lidt sjov i lokalområdet, siger Cyrill Andersen.

E-sportsafdeling skal have opstart i februar.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...