Eftersøgning: Kvinde kørte i grøften men ville ikke sige hvor - nu er hun sigtet for spritkørsel

39-årig fik et lift efter uheld og ville ikke fortælle politiet, hvor hun var kørt galt

Henrik Strømgaard
Arkivfoto
Spirituskørsel 9. februar 2019 07:56 - Opdateret 9. februar 2019 09:13

BRØNDERSLEV: Klokken 00.30 natten til lørdag kørte en 39-årig kvinde fra Brønderslev i grøften i sin bil. Det var nordvest for Brønderslev, hvor hun ringede til sin eksmand og fortalte, at hun sad fastklemt i bilen.

Eksmanden ringede derfor til Nordjyllands Politi, som satte gang i en eftersøgning og blandt andet fik rekvireret en helikopter. Efter et stykke tid lykkedes det at få fat i kvinden på telefonen, og hun ønskede ikke længere hjælp, oplyser Nordjyllands Politi. Det var lykkedes hende at komme fri af bilen og få et lift hjem af en forbipasserende.

Der blev dog stadig sendt en patruljevogn og en ambulance til kvindens adresse. Her modtog hun behandling for sine skader. Og så viste det sig, at hun var "kraftigt beruset", som Nordjyllands Politi udtrykker det.

Hun blev kørt med ambulancen til videre behandling for sine skader på sygehuset i Hjørring. Hun var dog kun kommet lettere til skade.

Sagen vil dog stadig få store konsekvenser for den 39-årige. Der blev taget en blodprøve på hende, og hun er nu sigtet for spirituskørsel. Hvis den bekræfter mistanken om, at hun havde alkohol i blodet, da hun kørte bil og forulykkede, risikerer hun en frakendelse af kørekortet, oplyser Nordjyllands Politi.

I øvrigt ville kvinden ikke fortælle politiet, hvor hun var kørt galt. Det lykkedes dog betjentene at finde bilen i grøften på Kongsengene ved Jens Thise Vej nordvest for Brønderslev.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...