En milepæl i Kunstcentrets historie
Med indvielsen af forplads, kunsttrappe og skulpturhave er kunsten og naturen forenet

Galleri - Tryk og se alle billederne.
DRONNINGLUND:I fredags kunne gårdrummet og forpladsen ved Kunstcentret endelig officielt indvies. Det skete ved et lille arrangement for de involverede.
- Det har været længe undervejs, men i dag kan vi endelig sige, at vi er nået i mål, sagde formanden for Kunstcentret, Peter Hvid Jensen.
- Det er en milepæl i Kunstcentrets historie, men absolut ikke endemålet for de ønsker, vi har med stedet. Vi har bl.a. en stor grusgrav syd for Kunstcentret, der sagtens kunne blive til en attraktiv del af stedet, men det må vente. Nu vil vi glæde os over forplads og gård, sagde formanden.
Det hele startede tilbage i 2012, hvor man i bestyrelsen begyndte at tale om, at der burde gøres noget ved især gårdrummet mod vest. I 2016 blev der nedsat et ”gårdudvalg” med Niels Rasmussen i spidsen, og så begyndte der at ske noget. N.C. Nielsens Fond og Realdania var med på ideen og støttede projektet.
- Vi fik fat på nogle visionære arkitekter fra C.F. Møller i Aalborg, og med landskabsarkitekt Anne Tollestrup i spidsen blev gårdprojektet skabt, sagde Birgitte Bødker, der er fungerende udvalgsformand.
- Gårdprojektet gav os blod på tanden. Nu ville vi også gerne have gjort noget ved ankomstområdet. Igen måtte vi forsøge at skaffe eksterne midler til realisering af projektet. Realdania var heldigvis med på idéen og blev på ny hovedsponsor sammen med Det Obelske Fond og A.P. Møller, sagde hun.
Forpladsen har fået samme belægning som skulpturgården, hvor husets karakteristiske tag projicerer de skrå vinkler ned på fladen, der er udført i betonstykker.
- Vi har fået en svævende kunsttrappe, hvor der er adgang til skulpturhavens udstillingsområder. Publikum bliver nu via kunsttrappen budt velkommen på en æstetisk og smuk måde, sagde Birgitte Bødker ved indvielsen.
Der var stor ros til alle de mange, der har medvirket.
- Vi har den tradition på Kunstcentret, at vi ikke fremhæver den enkelte medarbejder, men jeg vil alligevel gerne sige en stor tak til Kristian Jensen, der har været vores ingeniør og byggeleder. Du ved en masse om byggeri, og uden dig var vi aldrig kommet i mål, og slet ikke inden for det budget, der har været til rådighed, sagde hun og fortsatte:
- Forpladsen med kunsttrappen og skulpturhaven fungerer i dag som en sammenhængende enhed, der sammen med skulpturgården mod vest og selve Kunstcentret er et center for formidling af kunst. De unikke bygninger og landskabet omkring styrker Kunstcentrets vision om at forene kunsten og naturen, sagde Birgitte Bødker.
Efter indvielsen var Kunstcentret vært ved et veldækket kagebord, og til hver gæst var der en lille frøpose.
- Blomsterfrøene skal inspirere jer til at skabe en lille blomstereng derhjemme til glæde for øjet og insekterne. Har I ikke plads, så er I velkommen til at sprede frøene på skråningen foran Kunstcentret, sagde Birgitte Bødker.
Ved indvielsen skulle både Simon Harbo fra Realdania og arkitekt Anne Tollestrup have deltaget, men begge måtte melde afbud på grund af covid-19.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.