Tyve går efter ferietomme huse

Tre indbrud anmeldt det seneste døgn i huse, hvor beboerne har været på ferie

Jens Hukiær
Arkivfoto
Indbrud 12. juli 2019 12:22 - Opdateret 12. juli 2019 15:11

ELLING/BRØNDERSLEV/AABYBRO: Politiet kan ikke være sikre på, at det er samme gerningsmand eller mænd, der har været på spil, men ellers kan man i hvert fald konkludere, at indbrudstyve arbejder meget ensartet.

Lige nu er det nemlig i høj grad villaer, hvor beboerne er på ferie, tyvene går efter.

I Elling er der således blevet anmeldt endnu et indbrud på Tuenvej. Her har tyveknægte været på spil i tidsrummet fra tirsdag klokken 15 til torsdag klokken 15. Beboerne er på ferie, oplyser politikommissær Peter Skovbak.

Et vindue er brækket op, men tilsyneladende er der ikke stjålet noget.

Gode råd til at forebygge indbrud

Det passer med et indbrud, der blev anmeldt torsdag i en anden villa på Tuenvej Også her var beboerne på ferie.

Også i Brønderslev var beboerne ikke hjemme fra mandag til torsdag, mens en eller flere tyve var på spil.

- Det er helt samme historie. Tyvene er kommet ind gennem et vindue og har stjålet en laptop og rodet i nogle smykkeæsker, fortæller politikommissæren.

- Det er samme fremgangsmåde. Folk har fundet huse, der står tomme eller hvor beboerne i hvert fald ikke er hjemme, lyder det fra Peter Skovbak.

Det samme er tilfældet ved et indbrud i en villa på Indius J. Vej i Aabybro.

Den stod tom fra tirsdag klokken 10 til torsdag klokken 22.

Et vindue til badeværelset er brudt op, og der er stjålet en playstation 4, parfume og smykker og en Lenovo computer, der er mærket med et skilt, hvor der står Tilhørende Jammerbugt Kommune.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...