Fødselsdag på teknisk museum

Sæsonen indledes lørdag med stumpemarked

Ole Torp
Fra et nu lukket museum på Mors har Finn Skotlander Thomsen skaffet en gammel hestegang. I mangel af hest stillede Svend Keller sig til rådighed for fotografen, og via en akse (nederst i billedet) overføres energien til en kværn i den anden ende. Søndag kommer der en rigtig hest og afløser Svend.? Foto: Ole Torp
19. maj 2017 23:12

HJALLERUP: Traditionen tro åbner Hjallerup Mekaniske Museum sæsonen omkring midten af maj, og det sker også i år, men åbningen i år er helt speciel. Museet har nemlig 10-års jubilæum, så der er gjort rigtigt meget ud af dette års motorhistoriske træf og stumpemarked.

Begivenheden finder sted lørdag 20. og søndag 21. maj og starter lørdag med et optog med veteranbiler, motorcykler og traktorer, som kører ad Algade og Østergade til p-pladsen ved Hjallerup Centret. Her vil der bl.a. blive spillet af Garnisonsmuseets trompetkorps. Efter et par timer vender optaget tilbage til museet.

Ude på selve museet på Algade er der i den store udstillingshal rigtigt meget at se på, og den er oven i købet blevet gjort mere handicapvenlig, idet gangene rundt mellem de gamle biler, motorcykler, traktorer og fly er blevet belagt med kørevenlige belægningssten. Udover boderne på stumpemarkedet sker der forskelligt ude omkring museet.

Carsten "Kortbuks" vil besøge det jubilerende museum, systemet med en såkaldt hestegang vil blive demonstreret, minitraktortræk på pladsen bag museet og der bliver opstillet en lastvognstrailer med biograf, hvor der vil blive vist filmklip om de gamle køretøjer.

Så der er mange aktiviteter, som man kan se på og/eller deltage i, og arrangørerne forventer, at der som sædvanligt vil komme mange fra nær og fjern. Det fortjener de også, når man tænker på det store forarbejde, som de har lagt i jubilæumsarrangementet.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!