Golf giver et sundere liv
Diabetikere skal spille golf for at få en bedre hverdag
BRØNDERSLEV: Golf kan være med til at give diabetikere et bedre liv, hvor de blandt andet kan sænke blodsukkeret.
Mandag skød Brønderslev Golfklub sammen med Diabetesforeningen og Brønderslev Kommune et projekt i gang, Det er et led i projektet "Bevæg dig for livet - Senior", hvor målet er frem til 2020 at få flere borgere på 60+ til at dyrke motion.
Diabetesholdet på Brønderslev Sundhedscenter er foreløbig blevet henvist til golf-projektet, og de gik mandag i gang med at træne. Det var træner i Brønderslev Golfklub, Jonas Thomassen, der er i gang med en tre-årig uddannelse som træner, der instruerede i de svære slag.
- Det er vigtigt at holde sig i gang, fortæller fysioterapeut Britt Søe Lundgaard fra Brønderslev Sundhedshus, der også selv måtte prøve at svinge køllen.
- Jeg må indrømme, at det er svært, siger hun. Men sundt er det for folk med diabetes.
Diabetesholdet på Sundhedscentret slutter i denne uge, og Britt Søe Lundgaard håber, at kursisterne fortsætter med at motionere.
- Vi følger op på kurset to gange efterfølgende, fortæller hun.
Sygeplejerske Annette Knudsen fra Brønderslev har haft diabetes 2 i 12 år, og kunne godt tænke sig at spille golf.
- Jeg svømmer rigtig meget, og da jeg stadig er aktiv sygeplejerske, er det svært at få golf passet ind i min hverdag, fortæller Annette Knudsen.
Verner Knudsen fra Jerslev har efter 10 års pause fundet golfkøllerne frem.
- Det er sundt for kroppen at spille golf, så jeg skal i gang igen, siger Verner Knudsen, der for fem år siden blev ramt af diabetes 2.
Formand for social- og sundhedsudvalget i Brønderslev Kommune, Martin Bech (V), glædede sig over tiltaget.
- Vi håber, at det resulterer i, at borgerne bliver sundere, men kommunen sparer forhåbentligt også udgifter, siger han. Der satses på frem til 2020 at få 15 procent flere borgere på 60+ til at dyrke motion i en forening.
Der er et tre-dages kursus 20.-22. april for diabetikere, og de kan spille gratis i klubben frem til sommerferien.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.