Grøn varme i Brønderslev

Nyt anlæg skaber interesse verden over

Esben Heine og Hans Ravn (foto)
Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt indviede anlægget.
Brønderslev 20. marts 2018 07:36

BRØNDERSLEV: - Det er en nyhed, der vil vinde gehør verden over. Det konstaterede energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V), da han i går indviede verdens første vedvarende energianlæg i Brønderslev, der er baseret på kombinationen af solvarme og flisfyr.

Men Lars Christian Lilleholt fik bistand af skatteminister Karsten Lauritzen (V) samt formand for Brønderslev Forsyning, Lasse Riisgaard (V), da de tre klippede den røde snor, som bevis på, at anlægget er i drift.

- Jeg håber da, at ideen fra Brønderslev breder sig. Det er en god investering, sagde Lars Christian Lilleholt. Der er interesse fra alle egne af verden for at besøge værket.

Aalborg CSP, der er en af hovedleverandørerne, har allerede fået en ordre til Australien efter opførelsen af anlægget i Brønderslev.

Solenergien kombineres med en biomassekedel, der omsætter energien til både el og fjernvarme.

Lars Christian Lilleholt sagde, at det er en særlig dag for Danmark med indvielsen af anlægget.

Han pegede på det samarbejde, der er indledt med blandt andet Aalborg Universitet, som er med til at gøre studerende klogere på energi.

Lars Christian Lilleholt oplyste, at der politisk arbejdes på en ny energipolitik, der skal gælde fra 2020 til 2030.

- Her vil grøn energi får en betydelig plads, og her har Brønderslev Kommune taget føringen, sagde han.

- Tiden rinder snart ud for gas og kulkraftværker. Derfor kan Brønderslev Forsynings innovative og dokumenterede energiløsning hjælpe globale markeder med at løse fremtidens behov for vedvarende energi, lød det fra ministeren.

Skatteminister Karsten Lauritzen (V) sagde, at der i og med, at der produceres mere grøn energi, bliver brug for mindre støtte til energiområdet.

Bestyrelsesformand i EUDP, Det Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram, Ann-Dorthea Larsen oplyste, at anlægget er revolutionerende, og derfor er det støttet af EUDP med 20 millioner kroner.

Lasse Riisgaard oplyste, at anlægget vil dække 90 procent af varmeforbruget i Brønderslev.

- Havde vi ikke gjort noget, ville hver forbruger skulle betale mellem 4000 og 5000 kroner ekstra om året til varme. Lasse Riisgaard beklagede, at der stadig ikke er fundet en politisk løsning, så værket får et tilskud på 10 millioner kroner, der var stillet i udsigt.

- Vi skal være i front, og det er vi i og med, at vi har tænkt langt frem i tiden, sagde han. Mens andre værker kun skifter til solenergi eller biomasse, har vi taget et større skridt og har satset på en kombination af sol og flis.

Borgmester Mikael Klitgaard (V) er glad for, at Brønderslev nu kommer på det energipolitiske landkort.

- Oven i får vi et spændende område, hvor borgerne kan gå en tur, sagde han med henvisning til det energilandskab, der er en del af projektet.

CSP-anlægget er på 27.000 kvadratmeter belysningsareal. Solen opvarmer olie, der løber i fem kilometer rør.

Flisanlægget er på to 10 MW fliskedler. Der bliver brug for 45.000 tons træflis om året, men Lasse Riisgaard mener ikke, der bliver problemer med at skaffe flis fra nærområdet.

RisagerFonden og Spar Nord Fonden har bidraget med henholdsvis 100.000 kr. og 500.000 kr. til det såkaldte energilaboratorium, der skal bruges i undervisningsøjemed.

Den samlede pris for anlægget er 330 millioner kroner.

Omkring 200 deltog i indvielsen.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...