Hjemmepleje

Højesteret skal vurdere nordjysk kommunes underbetaling for hjemmepleje

Brancheforening ønsker højere erstatning til privat plejefirma og anker derfor dom mod Brønderslev Kommune

Erstatningen til Blæksprutten med direktør Vibeke Haaning i spidsen er ikke stor nok. Derfor anker KA Pleje dommen.  Arkivfoto: Bente Poder

Erstatningen til Blæksprutten med direktør Vibeke Haaning i spidsen er ikke stor nok. Derfor anker KA Pleje dommen. Arkivfoto: Bente Poder

BRØNDERSLEV:Brancheforeningen KA Pleje anker en dom fra Vestre Landsret, der sagde, at Brønderslev Kommune ikke betaler nok for hjemmehjælp leveret af et privat firma.

Det oplyser KA Pleje i en pressemeddelelse.

Kommunen blev i dommen fra 5. juli dømt til at betale plejevirksomheden Blæksprutten fem millioner kroner i erstatning. Derudover skulle kommunen betale sagsomkostninger til KA Pleje, der førte sagen for plejevirksomheden.

Men KA Pleje er utilfreds med erstatningsbeløbet. Brancheforeningen havde under sagens behandling i landsretten krævet 22 millioner kroner.

Underbetalingen er sket fra 2016 og frem til i dag, og landsretten har fastsat erstatningsbeløbet ud fra et skøn af omfanget.

Med dommen blev det slået fast, at en kommune skal kunne dokumentere, hvad dens timepris for service er, og at en privat leverandør skal have samme betaling, som det ville koste kommunen selv at stå for servicen.

Det blev samtidig klart, at et privat firma har ret til at få en efterbetaling, hvis loven ikke er overholdt.

Karsten Høgild, der er direktør i KA Pleje, har over for TV2 Nord sagt, at "det er glædeligt, at dommen (fra landsretten, red.) deler den klare og tydelige kritik, vi har rejst".

Det principielle i dommen er en klar sejr til branchen, mener han. Men han synes, at Vestre Landsret kom Brønderslev Kommune for meget i møde, hvad angår erstatningsbeløbet.

- Det er fuldstændig uholdbart, at en kommune slipper billigere ved at tilsidesætte lovgivningen end ved at lægge fakta på bordet.

- Vi skal have slået fast én gang for alle, at en kommune naturligvis ikke kan slippe billigere ved at bryde lovgivningen, og derfor anker vi til Højesteret, siger han i en pressemeddelelse.

Ritzau forsøger at få en kommentar fra kommunen til sagen.

KA Pleje har tidligere oplyst, at brancheforeningen har stævnet både Herning Kommune og Holstebro Kommune i lignende sager.

/ritzau/

Læs mere om sagen her:

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.