Hotelgæst undrer sig: Brandalarmen gik, men hvorfor kom brandvæsnet ikke?
Anders Hedelund lå og sov, da en brandalarm lørdag aften et kvarter før midnat rev ham ud af både søvn og seng på Hotel Phønix i Brønderslev.
Sammen med 20-25 andre gæster på det 118 år gamle hotel i Bredgade skyndte han sig ud på gaden. Her begyndte de hurtigt at undre sig.
- Gæsterne strømmede ud, men ellers skete der ikke en dyt, fortæller Anders Hedelund, som til daglig bor i Hundested, men er kommet hjem til sin barndomsby for at fejre sin mor, som mandag fylder 100 år.
Da han lørdag midnat havde stået på gaden i Brønderslev i 10-15 minutter, besluttede han sig for at ringe 112. På vagtcentralen kendte man intet til en brandalarm fra hotellet.
- Jeg fik besked på at holde min telefon åben, i fald de ville ringe tilbage. Det skete ikke, fortæller Anders Hedelund.
I mellemtiden var hotelchef Bettina Sørensen ankommet, og hun kunne kort efter berolige gæsterne på gaden om, at der var tale om en falsk alarm.
- Det viste sig, at alarmfirmaet havde ringet til ejeren, der havde sat sig i sin bil og kørt ned for at se, hvad der var i vejen. Men det er da utroligt, at alarmselskabet ikke også kontakter beredskabet. Hvad nu hvis der havde været tale om en brand og ikke kun en falsk alarm? Det er da ikke særlig trygt, siger Anders Hedelund.
Sammen med de øvrige gæster oplevede han, at det hele gentog sig igen søndag morgen kl. 7.30, hvor alarmen gik igen.
Nordjyske har talt med hotelchef Bettina Sørensen, som henviser til Anette Jespersgaard. Hun er regionsdirektør for Vest- og Nordjylland i hotelkæden Danske Hoteller, som Hotel Phønix er en del af.
Desværre har det endnu ikke været muligt at få en kommentar til Anders Hedelunds oplevelse.
Hotel Phønix blev opført i 1906 og rummer 42 værelser - 38 dobbeltværelser og fire enkeltværelser.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.