I 50 år har hun skabt glæde med sin musik

Pia Brink var først en del af Løkken Pigegarde. Nu spiller hun i Brønderslev Harmoniorkester og i flere andre sammenhænge

Esben Heineog Henrik Louis (foto)
I 50 år har Pia Brink været en del af Løkken Pigegarde og nu Brønderslev Harmoniorkester.
Brønderslev 1. januar 2018 04:19

VENDSYSSEL: I 50 år har Pia Brink fra Ingstrup glædet andre med sin musik. I dag er det i Brønderslev Harmoniorkester, hun spiller på sin trækbasun.

Det hele begyndte i 1967, da hun blev medlem af Løkken Pigegarde.

- Som Løkken-pige skulle man gerne være medlem af Løkken Pigegarde, så det skulle jeg også, fortæller Pia Brink, der tilføjer, at det var Kaj Kjær, der dengang dirigerede orkestret.

- Allerede som firårig drømte jeg om at blive en del af pigegarden, der var Løkkens stolthed. Men jeg måtte nøjes med at slå på småkagedåser derhjemme, for man skulle være otte år for at blive medlem af pigegarden. Og da jeg fyldte otte år, blev jeg straks medlem.

Begyndte med trommer

Hun begyndte med at spille trommer, men de blev senere skiftet ud med althorn og tuba. Men så faldt hun for trombonen, eller trækbasunen, som den også kaldes.

Løkken Pigegarde blev stiftet i 1963 af Løkken Handelsstandsforening med Jens Bang i spidsen.

Pia Brink gik til privat undervisning i klaver og guitar. Så det er mange instrumenter, Pia Brink mestrer.

Hun har ikke svigtet en eneste sankthansaften på Løkken Strand, hvor Løkken Garden og senere tidligere medlemmer af garden trækker op ved bålet.

- Jo, et år blæste det så meget - altså vinden - at vi måtte rykke væk fra byen, fortæller hun.

Gennem mange år spillede pigegarden også fast på Torvet i Løkken, og det trak mange lokale og turister til.

- Den største oplevelse var, da vi i 1975 spillede til Løkkens 300-års jubilæum i Løkken Hallen. Ligeledes spillede vi til mange mærkedage i Løkken og Omegn.

Da Løkken Pigegarde, der i 1979 tog navneændring til Løkken Garden, gik mere eller mindre i opløsning i 2000, stiftede en gruppe af pigerne - heriblandt Pia Brink - Løkken Blæserne, der blæste for sidste gang i 2007.

De seneste år har hun spillet i Brønderslev Harmoniorkester, hvor også flere medlemmer af den tidligere Løkken Garde nu er medlemmer.

Hun holder specielt af, når orkesteret marcherer. Det minder hende om Løkken-tiden.

- Det er nu afdøde Thommy Funder, der opfordrede mig til at blive aktiv i Brønderslev Harmoniorkester. Og den invitation kunne jeg ikke sige nej til.

Pia Brink kan ikke nøjes med Brønderslev Harmoniorkester, så hun trutter i sin trækbasun i mange andre sammenhænge.

Aktiv i flere grupper

Hun er aktiv i et lille udbryderband, Gangsters & Transisters, ligesom hun spiller med i Gjøl Showband.

Hun har tidligt trukket i uniformer i Hjemmeværnsorkestret og Jernbaneorkestret, ligesom hun har været en del af Bagterp-Blæserne.

Pia Brink, der er gift med lærer Werner Brink, er hjemmeplejeleder i Aalborg Øst. Hun er uddannet både sygeplejerske og laborant. De har tre børn og fem børnebørn, men der er ikke nogen, der musikalsk går i morens fodspor.

I fritiden er det hus og køkkenhave, der er hendes interesse. Parret er næsten selvforsynende med økologiske grøntsager fra haven. Pia Brink sylter og bager til familien. Og så har Pia Brink stor interesse i at lave bjesk af frugt. Parret deler interessen for golf.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...