Ildebrand i rækkehus: Beboer forbrændt på hænderne

Glemt stearinlys var årsag til brand i Klokkerholm

Foto: Jan Pedersen

Foto: Jan Pedersen

KLOKKERHOLM:Klokken 3.19 natten til søndag blev der slået alarm, da der opstod ildebrand i et rækkehus i Klokkerholm nord for Hjallerup.

Det var en genbo, der slog alarm, da der stod flammer ud af huset, som ligger i Borgergade.

- Beboeren i det brændende hus var kommet ud. Men han havde selv forsøgt at slukke ilden og var blevet forbrændt på hænderne. Han blev kørt til skadestuen og har ikke fået livstruende skader, fortæller vagtchef Per Jørgensen fra Nordjyllands Politi.

Beboeren - en 33-årig mand - var faldet i søvn og havde glemt et tændt stearinlys, som menes at have startet branden.

- Huset er delvist udbrændt, og så er det sodskadet, konstaterer Per Jørgensen, efter af Nordjyllands Beredskab har fået bekæmpet ilden.

Beredskabsstyrelsen hjalp også til og sendte to brandfolk og en redningskran til Klokkerholm.

Den 33-årige beboer af huset kan nu se frem til en sigtelse for overtrædelse af beredskabsloven, oplyser Kasper Bang, Nordjyllands Politi i Frederikshavn.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.