Indbrud

Nordjysk by hårdt ramt af indbrud: Mobil politistation sendes til byen i håb om nye tip

Nordjyllands Politi håber, at borgere vil møde op i mobil politistation med oplysninger

Peter Skovbak kan fortælle, at Brønderslev er blevet hårdt ramt af indbrud. Arkivfoto: Bente Poder
Peter Skovbak kan fortælle, at Brønderslev er blevet hårdt ramt af indbrud. Arkivfoto: Bente Poder

Opdateret kl. 19:46

BRØNDERSLEV: Villaer i Brønderslev by er blevet et yndet mål for indbrudstyve.

Det må politikommissær Peter Skovbak, Nordjyllands Politi i Frederikshavn, konstatere.

– Fra at være en by med få indbrud, er der sket en markant ændring. Der har der været indbrud i villaer næsten dagligt i november, konstaterer Peter Skovbak.

I alt har han noteret 21 villaindbrud i Brønderslev mellem 3. og 15. november.

Tidligere på ugen blev to mænd varetægtsfængslet på mistanken om, at de har været med til nogle af de mange indbrud, der har ramt Nordjylland den senere tid. Men indbruddene er altså fortsat og ikke mindst i Brønderslev. Således var der fire indbrud eller forsøg herpå i den nordlige del af byen onsdag.

Da alle fire, ramte villaer ligger tæt på hinanden, går politiet ud fra, at de samme gerningsmænd står bag. En vigtig oplysning i den forbindelse er, at politiet kender det præcise tidspunkt for et af indbruddene. Klokken 19.20 gik en alarm i gang på Ydunsvej, og det har formentlig skræmt tyvene væk. På samme vej blev der brudt ind i to andre villaer.

– Så vi går ud fra, at alle tre har fundet sted omkring klokken 19.20, siger Peter Skovbak, der også kan fortælle om et fjerde indbrud på Vestskoven tæt på Ydunsvej.

Mobil politistation

Med oplysningen om i hvert fald ét præcist gerningstidspunkt håber han, at det kan få nogle til at komme i tanke om, at de har set noget mistænkeligt, og at de vil fortælle politiet om det. Som altid kan det gøres på telefon 114, men Nordjyllands Politi vil også sende en mobil politistation til Brønderslev fredag 16. november.

– Vi har brug for, at borgerne i Brønderslev hjælper os. Vi ved fra tidligere, at der bliver sendt ting rundt på Facebook - billeder af mistænkelige biler og lignende - uden at det kommer os for øre. Så må vi selv snuse det op. Men vil vi gerne høre om det, så hvis nogle har oplysninger om indbruddene eller har iagttaget noget, håber vi, at de kommer forbi og fortæller os om det, siger Peter Skovbak.

Den mobile politistation parkeres på Løvbjergs parkeringsplads, Arkaden 14, mellem klokken 10 og 12.

– Vi tager også gerne en snak om, hvordan man forebygger indbrud, siger Peter Skovbak, som selv vil være at finde i den mobile politistation.

Ved to af de seneste indbrud i Brønderslev blev der stjålet smykker, småelektronik, bærbare computere, kamera og cykler. Der blev endda også stjålet et overvågningskamera.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden