Ny drikkevandsboring på vej ved Brønderslev
Brønderslev Forsyning har i løbet af året lavet prøveboringer til ny drikkevandsboring ved Nibstrup, og resultaterne ser meget lovende ud

Der er lavet prøveboringer af flere omgange i Nibstrup, og resultaterne er nu landet hos Brønderslev Forsyning. Det ser meget lovende ud i forhold til at man i fremtiden vil kunne anlægge en ny kildeplads. Arkivfoto: Kurt Bering
NIBSTRUP:Brønderslev Forsyning har i år gennemført prøveboringer ved Nibstrup i håbet om at kunne lave en ny kildeplads til vandforsyningen.
Nu er resultaterne blevet bearbejdet, og de er yderst tilfredsstillende ifølge Brønderslev Forsyning.
- Prøver viser det, de skal. Der kan leveres den mængde og ikke mindst også vand i den kvalitet, vi har brug af. Vi er begunstigede af, at vi har godt vand i området, siger Lasse Riisgaard, bestyrelsesformand for Brønderslev Forsyning.
På sigt lukke Søndre Vandværk
Man har igennem længere tid ledt efter en egnet kildeplads.
Særligt da der har været udfordringer i forhold til kvaliteten af vandet ved Søndre Vandværk, der har været ramt af pesticidproblemer.
Læs mere om problematikken i artiklen fra februar 2019:
Det er planen, at Søndre Vandværk på sigt skal lukkes, og derfor får man brug for en ny kildeplads.
Efter planen skal vandet hentes op i Nibstrup og behandles ved det nuværende Nordre Vandværk, så man slipper for at skulle etablere et nyt vandværk, men blot en kildeplads ved Nibstrup.
Ifølge de undersøgelser, der er lavet, så vil man kunne pumpe 6-700.000 kubikmeter vand op om året i Nibstrup.
Selvom prøverne viser, at der er godt vand i Nibstrup, så går der dog stadigvæk en rum tid, før man kan nyde et glas vand fra hanen pumpet op i jorden ved Nibstrup.

Direktør i Brønderslev Forsyning Thorkil Neergaard og Lasse Riisgaard ved det gamle pumpehus ved Søndre Vandværk. Det er planen, at Søndre Vandværk med tiden skal lukkes ned, når Nibstrup en gang bliver en kildeplads. Arkivfoto: Kurt Bering
- Snarest går vi i gang med de videre drøftelser med kommunen omkring indvindingstilladelesen og de vilkår, der kræves for denne. Når det er overstået, så kommer selve myndighedstilladelsen og til sidst den praktiske drøftelse af, hvad vi vil, siger Lasse Riisgaard.
Borgermøde om forsyningen
Tirsdag 26. november inviterer Brønderslev Forsyning til forbrugermøde på Hotel Phønix kl. 19.00 , hvor flere tanker vil blive præsenteret samt information om forsyningen, kommende kloakeringsarbejde og takster.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.