Ny Sind-forening bliver borgeres vagthund

Nystiftet Sind-forening vil bide politikere i haserne, hvis de begynder at snakke besparelser

Esben Heine
Landsformand Knud Kristensen: 20-25 procent af danskere er ramt af en psykisk lidelse. Privatfoto
Dronninglund 13. januar 2018 05:05 - Opdateret 13. januar 2018 10:43

BRØNDERSLEV/DRONNINGLUND: Brønderslev Kommune får nu en organisation, der kan bide politikerne i haserne omkring politiske besparelser og ellers holde et vågens øje med, hvad der sker inden for de områder, der vedrører personer med psykiske lidelser.

Ca. 50 har været til to orienteringsmøder, arrangeret af Sind Frederikshavn, der skal være fødselshjælper for en ny Sind-afdeling i Brønderslev Kommune.

Der holdes stiftende generalforsamling i februar, så den ny forening kan søge penge fra blandt andet paragraf 18-midlerne.

Den ny forening bliver hurtigt kastet ud i nye opgaver. På mødet var der kritik af forhold på blandt andet Brønderslev Psykiatriske Sygehus, blandt andet omkring bæltefiksering og tiltaleformen til indlagte.

Niels Christian Hjertensgaard Jensen konstaterede, at der allerede er et tema for det første møde i den ny forening.

Her kan borgere så få mulighed for at stille spørgsmål til de ansvarlige inden for de områder, der vedrører psykiatrien.

I øvrigt opfordrede Niels Christian Hjertensgaard Jensen personer, der har været udsat for dårlige oplevelser, til at klage til patientklagenævnet.

Han foreslog ligeledes, at den ny Sind-afdeling etablerer en pårørendegruppe.

- Det lyder til, at der er behov for det, sagde Niels Christian Hjertensgaard Jensen.

Niels Christian Hjertensgaard Jensen kunne fortælle, at Sind i Frederikshavn i flere tilfælde har råbt op over for politikere, der har villet spare.

Niels Christian Hjertensgaard Jensen beklagede, at der stadig er tabu omkring psykiske lidelser.

- Det er noget vi skal arbejde med i Sind. Det skal ikke være sådan, at man gemmer sig, hvis man har en psykisk lidelse. Folk har bedre forståelse for en brækket arm eller en brækket ben.

Niels Christian Hjertensgaard Jensen har på egen krop oplevet, hvordan folk, han kendte, vendte ham ryggen.

- Det er blevet bedre, men tabuen er der stadig, konstaterede han.

Han mener, at psykiatrien stadig halter lidt efter det somatiske område.

Han opfordrede også til at mane ordet patienter til jorden, og i stedet tale om borgere.

Det er planen, at arrangementer skal holdes rundt om i Brønderslev Kommune. Arrangementer i Brønderslev skal efter planen holdes i Det Blå Hus.

Fra deltagere var der megen ros til ledelse og medarbejdere i Det Blå Hus, der gør en stor indsats for personer, der har brug for hjælp.

- Det er virkelig godt at komme her, sagde Martin Bo Jensen, der er én af brugerne.

Og han blev støttet af flere i sine synspunkter.

Der blev efterlyst et sted, hvor man kan komme aften og weekend. Det er måske også en opgave for den ny bestyrelse.

Forstander for Sind Skolerne i Aalborg, Knud Birk Pedersen, oplyste, at der er tilbud i Aalborg, der har åbent aften og nat.

Landsformand Knud Kristensen, der var til stede på begge møder, oplyste, at 20-25 procent af den danske befolkning er ramt på psyken i lettere eller højere grad.

- I landsforeningen kæmper vi vores sag over for Folketinget, Kommunernes Landsforening og regionerne, fortalte Knud Kristensen.

Afdelingsleder for psykiatri og rusmiddel i Brønderslev Kommune, Inga Eriksen, hilste den ny Sind-afdeling velkommen til samarbejdet.

Den ny Sind-afdeling bliver også en del af Sindets Dag, der holdes i oktober, og som socialpsykiatrien i Brønderslev Kommune gennem flere år har holdt i Den Runde Pavillon.

Niels Christian Hjertensgaard Jensen fra Sind i Frederikshavn er glad for, at der allerede er syv-otte, der har meldt sig til bestyrelsesarbejde.

Den ny forening får overført 30 medlemmer fra Frederikshavn, og der er bevilget 8.000 kr. fra kommunens paragraf 13-midler.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...