Nyt kunstværk i forladt ørnerede

Ørnen er forlængst fløjet fra reden, men nu er ny kunst klar

Esben Heine og Kurt Bering (foto)
Ved afsløringen af den ny skulptur børne- og kulturdirektør Henning Risager, Margit Chemnitz, fritids- og kulturchef Lotte Holt Worup og Dorthe Stiller fra kunstudvalget.
8. december 2017 02:10

BRØNDERSLEV: Ørnen har forlængst forladt sin rede, men nu er der igen kunst i rundkørslen Bredgade-Jerslevvej-Aalborgvej-Hjørringvej. Torsdag blev indviet et kunstværk af Jeppe Sig Vestergaard, der er mester for flere kunstværker i Brønderslev.

Det var formand for kunstfonden, byrådsmedlem Margit Chemnitz (V), der knyttede sløjfen fra rundkørslen ved den nye omfartsvej i nord til rundkørslen i syd.

- Vi har det seneste års tid flyttet lidt rundt på kunstværker i vores kommune. Denne rundkørsel har sidst haft besøg af ørnen, som nu har fundet plads tæt ved rododendronparken. Her har den fået en rigtig god placering. Der var kritik, da ørnen blev flyttet fra Banegårdspladsen, men der har været lutter rosende ord om den nye placering. Kunstværket Forandring har også fået en ny placering - En flods plads ved Banegårdspladsen, og nu med lys.

Kunstneren Jeppe Sig Vestergaard er kendt i Brønderslev Kommune. Han har også skabt den nye skulptur.

- Denne skulptur er skabt med afsæt i tidligere skulpturer i vore rundkørsler, som omkranser Brønderslev Ny. Skulpturen viser det stræbende, bevægelse, enkelthed samt spillet mellem det naturlige og bearbejdede træ.

Jeppe Sig Vestergaard fortæller om skulpturen: "De former, der taler, er træets natur. Det er træets natur, der skaber skulpturen. De lige linjer skaber en ramme, og der er skabt en stor kontrast fra den bearbejdede til den naturlige del. For at vise indgrebet i stammens natur, er der sat store dyvler igennem, der henleder tankerne på det konstruerede. Dyvlerne er overdimensioneret, og viser tydeligt, at de to former er sammentømret til en helhed".

- Det har været en stor fornøjelse at arbejde sammen med Jeppe Sig Vestergaard, og vi glæder os til, at denne skulptur bliver en del af vores dagligdag. Jeg håber, at vore borgere vil tage godt imod skulpturen. Den vil give debat i folkemunde, og nogle vil nok kalde det en pind. Men kunst kan jo skabe debat, siger Margit Chemnitz.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Seneste nyheder

Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...