Pengene vælter ind

Finansministeren er en glad mand

Esben Heine og Hans Ravn (foto)
Kristian Jensen: - Skønt at være finansminister.
Brønderslev 14. april 2018 17:17

BRØNDERSLEV: Hvis Nordjylland fik de penge, dansk økonomi er vækstet, kunne der blive til ikke én, men hele fem Limfjordstunneler.

Det konstaterede finansminister Kristian Jensen (V), der var hovedtaler på konferencen Vækst og Ledelse i Brønderslev.

Han konstaterede, at der i 2017 har været en vækst i dansk økonomi på 2,2 procent, hvor der i årene 2006-2015 i gennemsnit kun har været 0,5 procent.

Væksten i det danske samfund har i 2017 været 44 milliarder kroner. Det svarer til de fem Limfjordstunneler, otte supersygehuse eller to Storebæltsbroer

Kristian Jensen sagde, at der siden 2015 er kommet 140.000 danskere i arbejde, og 50.000 mennesker er overflyttet fra offentlig forsørgelse til et job.

- Tidligere har væksten været koncentreret om København og Østjylland, men nu er der vækst i hele Danmark. 94 af landets 98 kommuner har oplevet vækst.

- Jo, vi kan mærke, at der virkelig er gang i samfundet.

Administrerende direktør i Danish Crown, Jais Valeur, opfordrede deltagerne i konferencen til at holde fokus på det, virksomheden er god til.

- Skær det underskudsgivende væk, lød hans opfordring.

Han sagde, at det er vigtigt at have dygtige og engagerede medarbejdere.

Danish Crown slagter ca. 60.000 svin om dagen og har ca. 25.000 medarbejdere.

Han kunne fortælle, at godt 800 landmænd leverer 85 procent af de svin, der produceres i Danmark.

- Det bliver enormt store bedrifter, der får brug for kaptal.

Direktør i Vækstfonden, Christian Motzfeldt, kunne fortælle, at fonden støtter mange gode ideer.

En af de virksomheder han fremhævede blandt de betydningsfulde, er Asetek, der er stiftet af Brønderslev-drengen André Sloth Eriksen.

- Hvis alle datacentre fik køleanlæg, kunne vi på verdensplan spare 40 kraftværker. De bruger en meget stor mængde strøm.

Der var desuden indlæg ved Brønderslevs borgmester Mikael Klitgaard, og Chris MacDonald. Der deltog godt 800 i konferencen i Brønderslev Hallen.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...