Farlig tendens blandt børn - politiet slog til i hus
Mand sigtes for ulovligt salg af "puff bars" til børn
Opdateret kl. 15:29
Nordjyllands Politi sigter en 47-årig mand for ulovligt at have solgt såkaldte puff bars til børn ved skoler i Dronninglund, Brønderslev og omegn.
Puff bars er elektroniske engangscigaretter med frugt- og sliksmag. De indeholder store mængder nikotin.
Fik tip fra borger
- Vi modtog en anmeldelse fra en borger, som havde grund til at mistænke den 47-årige, og det viste sig, at vores efterforskning hurtigt kunne underbygge anmeldelsen, siger politikommissær Philip Rødkjær Larsen i en pressemeddelelse fra Nordjyllands Politi.
Politiet fandt en stor mængde puff bars i mandens hjem i Dronninglund.
Politiet ved endnu ikke, hvor mange, hvor længe og hvor manden har solgt de meget nikotinholdige e-cigaretter.
Men politiet har mistanke om, at salget er foregået ved uddannelsesinstitutioner i Dronninglund, Brønderslev og omegn.
Alvorligt
- Vi ser med alvor på den her sag. Der er en grund til, at det ikke er tilladt at sælge puff bars til børn - nikotinindholdet er meget højt, og det er ikke ufarligt, siger politikommissær Philip Rødkjær Larsen.
Han opfordrer forældre til at være opmærksomme på, om deres børn tilbydes eller bruger puff bars.
Det er ulovligt at markedsføre og sælge puff bars til personer under 18 år.
Risikerer stor bøde
Politiet er fortsat i gang med at efterforske sagen om den 47-årige mand, og han risikerer en stor bøde for at sælge puff bars til mindreårige.
Bødens størrelse afhænger blandt andet af, hvor mange der er blevet solgt.
Udbredt problem
Problemet med ulovligt salg af puff bars til børn ser ud til at være udbredt:
- I det lokale samarbejde vi generelt har gennem SSP med skoler, kommuner, forældre og foreningsliv oplever vi ofte, at børn og unges brug af og adgang til puff bars er et emne. Det er noget, vi tit er i dialog om, og jeg ved, at det også gælder vores kolleger, der arbejder med forebyggelse i resten af politikredsen. Derfor er vi også rigtig glade for, at borgerne kommer til os og anmelder forhold, som det, vi står med nu, siger politikommissær Philip Rødkjær Larsen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.