Politihund fandt indbrudstyve hos autoophugger

To mænd anholdt efter indbrud natten til tirsdag

En politihund fik hurtigt snuset sig frem til de to ubudne gæster hos autoophuggeren. Arkivfoto

En politihund fik hurtigt snuset sig frem til de to ubudne gæster hos autoophuggeren. Arkivfoto

BRØNDERSLEV:To indbrudstyve - en mand på 30 og en på 24 år - måtte natten til tirsdag sande, at menneskets bedste ven ikke havde meget til overs for dem.

Politihunden kom i aktion efter et indbrud hos en autoophugger i Brønderslev, og den fik hurtigt snuset sig frem til de to ubudne gæster.

- Vi fik ved 02-tiden i nat en anmeldelse fra et vidne om, at en bil var observeret parkeret nær autoophuggerne på Teglværksvej i Brønderslev. Vidnet mente også at kunne høre, at nogen var kravlet over hegnet ind til autoophuggeren, fortæller politikommissær Peter Skovbak, Nordjyllands Politi i Frederikshavn.

Derfor blev der rekvireret en hundepatrulje til stedet, og hunden blev lukket ud inde på autoophuggerens indhegnede område.

- Hunden var ikke længe om at få opsnuset, hvor indbrudstyvene skjulte sig, og de to mænd blev derefter anholdt og sigtet for tyveri af flere genstande fra autoophuggeren, fortæller Peter Skovbak.

De to mænd er fra Frederikshavn Kommune, men var altså på togt udenfor kommunegrænserne.

De blev afhørt i løbet af natten og løsladt igen til morgen. Der venter dem nu et retsligt efterspil.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.