Prinsesse gæster Danmarks smukkeste herregård

Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Marie besøger Voergaard Slot torsdag 6. december

Arkivfoto

Arkivfoto

VOERGAARD:Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Marie deltager torsdag 6. december i Voergaard Slots juleaktiviteter. Det oplyser advokat Anker Laden-Andersen, der er formand for Den Grevelige Oberbech Clausen Peanske Familiefond, som ejer slottet.

Prinsesse Marie besøger slottet ved middagstid. Slottet, der netop er kåret som Danmarks smukkeste herregård, er blevet en af Nordjyllands største juleattraktioner.

Kongelig hofleverandør Bjarne Als, Bering House of Flowers, København, har igen fået ”frit løb” i slottets stuer.

Fransk kunstsamling et eventyr

Voergaard Slot indeholder en af de største franske kunstsamlinger udenfor Frankrig. Kunstsamlingerne blev i 1955 bragt til Voergaard Slot af greve Oberbech-Clausen i 18 togvogne. Alle fyldt med kunstgenstande fra fire vinslotte, som har været ejet af familierne Chenu-Lafittte og Péan og befundet sig på disses vinslotte i Bordeaux.

Årets tema er ”Greve Oberbech-Clausens eventyrlige rejse fra Bordeaux og Paris til Voergaard Slot”. Slottet og de franske kunstgenstande fortæller om det eventyr, som Oberbech-Clausens liv har været, og som endte med hans køb og istandsættelse af Voergaard Slot.

Voergaard Slots bestyrelsesformand, advokat Anker Laden-Andersen, der også er fransk konsul, glæder sig over, at H.K.H. Prinsesse Marie besøger Voergaard Slot.

– Det er en stor ære, at H.K.H. Prinsesse Marie besøger Voergaard Slot. Vi glæder os til at fortælle om Voergaard Slots franske historie og vise Prinsessen, hvorledes Voergaards stuer er blevet forvandlet til et smukt juleunivers. Eventyret omkring Oberbech-Clausens liv i Frankrig og julestemningen kommer til at ”gå hånd i hånd” i de smukke julepyntede stuer. Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Marie vil komme til at opleve Voergaard Slot forvandlet til et fransk juleeventyr, siger Anker Laden-Andersen i pressemeddelelsen.

Historien bag juleudsmykningen

Under besøget vil H.K.H. Prinsesse Marie deltage i en reception med gæster bestående af personer med tilknytning til Voergaard Slot. Selve modtagelsen står bestyrelsesformand og konsul Anker Laden-Andersen for, mens også borgmester Mikael Klitgaard, Bjarne Als og repræsentanter fra Voergaard Slots bestyrelse er klar til at tage mod prinsessen.

Efter reception og formelle taler vil Prinsesse Marie blive vist rundt og orienteret om de tanker, der ligger bag Voergaards juleudsmykning.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.