Pris til Brüel for holdånd

Brüel Systems A/S i Hjørring fik pris for fremgang i salg og indtjening samt holdånd

Esben Heineog Hans Ravn (foto)
Siden rekonstruktionen for tre år siden er det kun gået én vej for Brüel Systems A/S, nemlig fremad. Kurt Bech Christensen (yderst til højre) fik prisen overrakt af borgmester Mikael Klitgaard (t.v.).
Brønderslev 14. april 2018 11:13 - Opdateret 16. april 2018 16:19

BRØNDERSLEV/HJØRRING: Efter en konkurs og rekonstruktion for tre år siden, er det kun gået én vej for Hjørring-virksomheden Brüel Systems A/S. Det har ført til, at virksomheden har modtaget businessprisen "Grubleren Excute". Det skete på konferencen Vækst og Ledelse i Brønderslev, og det var borgmester Mikael Klitgaard, der overrakte prisen.

- På blot tre år har virksomheden med Kurt Bech Christensen som administrerende direktør vendt svingende resultater til en overskudsforretning, konstaterede Niels M. Christiansen fra priskomiteen.

- Den nye ledelse har gjort meget ud af at samle virksomheden til et hold, der trækker i samme retning.

- Derudover har ledelsen sat fokus på at indsnævre virksomhedens segmenter og holde fokus dér, hvor virksomheden har de rette produkter og kender markederne. - Tidligere leverede Brüel til utroligt mange forskellige brancher. Nu koncentrerer virksomheden sig om fem målgrupper, hvor virksomheden står stærkt.

Regnskaberne vidner om tre år med konsekvent eksekvering af planlagte indsatser. Første år efter konkurs udgjorde resultatet 2,6 mio. kr., andet driftsår 8,6 mio. kr. og tredje driftsår blev resultatet konsolideret med 8,4 mio. kr. Der er 95 medarbejdere på virksomheden.

Dommerkomiteen har gennemført interview med medarbejdere på Brüel. De har blandt andet peget på, at hele virksomheden er ét hold. Der holdes pauser samtidigt, og alle sidder sammen i kantinen, hvor der ikke er faste pladser.

Endelig har ansatte påpeget, at virksomheden har en klar plan, robust og dygtig organisation, og der peges på, at der på fællesmøder høres udtalelser som "Vi vil ekspansion og udvikling - ellers afvikler vi".

Fællestillidsmand Egon Thomsen, der er 61 år, og har været på virksomheden før og efter konkursen, har betegnet de seneste tre år som de bedste i sit arbejdsliv.

Prisoverrækkelsen blev fejret med kagemand fredag på Brüel Systems.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...