Roadshow med fokus på misbrug

DrugRebels besøgte Dronninglund

Jørgen Ingvardsen
Der blev lyttet godt efter, da DrugRebels besøgte Dronninglund og optrådte med et lærerigt roadshow om misbrug blandt unge. Foto: Jørgen Ingvardsen
Dronninglund 26. september 2017 20:34

DRONNINGLUND: Der blev lyttet, diskuteret og tænkt, da DrugRebels forleden optrådte med et roadshow i Dronninglund Hallerne for overbygningen på Dronninglund Skole og elever fra Produktionsskolen. Det handlede om stoffer og misbrug, og det var helt tydeligt, at det var noget, der fangede elevernes interesse og opmærksomhed både i Dronninglund og ved de tilsvarende arrangementer på skolerne i Hjallerup og Klokkerholm. Alle steder var arrangementet stablet på benene med donationer fra Lions Dronninglund og Lions Ingeborg Skeel uddelt i anledning af Lions 100 års jubilæum.

Bag showet stod DrugRebels, der er en forening startet af en mor til tre teenagere i 2009. Hun fandt sin storebror død af en overdosis, da hun selv var ung. Han var startet med at ryge hash, og hans forbrug tog langsomt overhånd, og han endte med at dø af en overdosis.

På baggrund af den begivenhed valgte hun at starte en forening, der kunne skabe åbenhed om unges misbrug af alkohol og stoffer og sætte fokus på, hvad misbruget især gør ved teenagere, deres venner og ved familien.

Det blev til DrugRebels, hvis vision er at udvikle og motivere unge til at være tro mod sig selv ved at tage ansvar for deres eget liv og træne dem i at turde sige nej til rusmidler. Foreningen sender hvert år en række frivillige rundt i Danmark for at inspirere teenagere til at træffe et aktivt valg i forhold til stoffer.

Showet er bygget op omkring nogle små film, der alle indeholder dilemmaer, som tilhørerne opfordres til at tage stilling til. De optrædende fortæller mellem filmene små historier fra deres eget og venners liv.

- Da jeg gik i 9. klasse, følte jeg virkelig, at det der med stoffer ikke vedrørte mig. Jeg havde styr på det, sagde en af de unge under showet i Dronninglund.

- Det havde jeg naturligvis ikke og ved nu at tage ud og snakke med de unge, håber jeg, at vi kan klæde dem lidt bedre på til at træffe bedre valg. Vi kan prøve at gøre dem lidt klogere på ting, der sker i samfundet, og som nok er kommet for at blive. Det er så nemt at lukke øjnene for, at der overhovedet findes misbrug. Vi ved, at mange unge tænker, at det er helt normalt og slet ikke farligt, så længe det kun drejer sig om hash. Hvis vi får skabt en åbenhed omkring hash og stoffer, bliver det lettere for alle at træffe nogle kloge, bevidste valg baseret på fakta, sagde han.

Alle, der overværede showet, gik meget klogere hjem.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Seneste nyheder

Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...