Siger ja til flytteplan

Rødder og vinger rykker over kommunegrænsen Frederikshavn-Brønderslev

Peder Pedersen
Aktivitetsforeningen Rødder og Vinger kan nu snart tilføje, at den hører hjemme i Brønderslev Kommune. Arkivfoto: Martin Damgård
12. oktober 2017 21:54

BRØNDERSLEV: Aktivitetsforeningen Rødder og Vinger har til nu været hjemmehørende i Frederikshavn Kommune, men det ændrer sig nu.

- Foreningen har søgt om at blive registreret som hjemmehørende i Brønderslev Kommune, og det har vi sagt ja til, oplyser formand for fritids- og kulturudvalget i Brønderslev Kommune, Margit Chemnitz (V).

Foreningen blev stiftet i 2004, og er en aktivitetsforening, der har til formål at skabe aktiviteter for børn og unge, herunder gøgl, miniteater, historiske rolle spil, musik og drama, og med fokus på, at hele familien kan deltage i aktiviteterne.

- De laver rollespil og har også en masse andre spændende aktiviteter. Vi har i forvejen ikke så mange af lige den slags foreninger i vores kommune, så vi byder dem gerne velkommen til Brønderslev Kommune, siger Margit Chemnitz.

Foreningen valgte i december 2014 at flytte aktiviteterne til Flauenskjold, hvor den nu bor i det gamle plejehjem, Aldersro.

Den råder over kælderlokaler samt et klublokale på øverste etage samt to containere til materialer. Foreningens nuværende formand er bosiddende i Ørum og har derfor henvendt sig til Team Fritid og Kultur med henblik på at flytte foreningen til Brønderslev Kommune.

Medlemmer fra hele egnen

Foreningens største aktivitet sker i forbindelse med Middelalderdagene på Voergaard Slot, og ved øvrige markeder rundt i landet.

Foreningen består af 104 medlemmer fra stort set hele Nordjylland. Heraf er 53 børn under 25 år, hvoraf ca. halvdelen er bosiddende i Brønderslev Kommune.

Foreningen vil på baggrund af de oplysninger, den har sendt til kommunens embedsmænd kunne opnå et tilskud på 34.233 kroner ved flytning til Brønderslev Kommune.

Foreningens aktiviteter spænder fra levende rollespil, gøglergruppe og køkkengruppe, over håndværkergruppe, sygruppe, drama og musikgruppe til ildgruppe. Flytningen vil ikke få konsekvenser for kommunens øvrige støtteberettigede foreninger.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Seneste nyheder

Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...