Voksne stemte til ungerådsvalg

Stemmer blev erklæret ugyldige til valg med forvirring

Mette Møller
De unge har valgt 12 til ungerådet på en kongres for 8. og 9. klasse - seks blev valgt ved et valg for andre unge.Arkivfoto: Hans Ravn
Brønderslev 13. april 2018 10:32

BRØNDERSLEV: Der opstod nogen forvirring, da der var valg til seks pladser i Ungerådet - pladser, som alle interesserede unge kunne stille op til ved et valg på Brønderslev Bibliotek, efter at de første 12 kandidater var fundet blandt 8. og 9. klasse elever på en Ungekongres.

Sandra Pudlowska, der er tovholder på Ungerådet, oplevede, at voksne kom og ville stemme på dagen. Det var hende, der tog imod stemmerne.

Problemet var, at det ikke direkte står i Ungerådets vedtægter, hvem der må stemme. Der står blot, hvem der er valgbar - det er unge, der på valgdagen er mellem 13 og 18 år, begge aldre inklusiv.

- Det står der ikke, men det giver ikke mening i forhold til vores grundlag, mener Sandra Pudlowska, der blev lidt forvirret i situationen.

- Voksne stemmer til et ungeråd giver ikke mening.

Derfor noterede hun bag på stemmerne, at det var voksenstemmer, så der var mulighed for at tage dem fra igen.

Fem voksne stemte

Ungerådsvalget sorterer under fritids- og kulturchef i Brønderslev Kommune, Lotte Worup, og hun slår fast, at unge op til 18 år kan stemme.

- Men der var forvirring om, hvem der kunne stemme i forbindelse med Ungerådet, siger hun.

Hun oplyser, at fem voksne stemte.

- Der var nogle voksne, der forsøgte at ville stemme, og de stemmer er erklæret ugyldige. Vi har viden om, at der var fem stykker, der stemte, og de er ikke talt med, og det er fordi vi fra forvaltningens side siger, at det er unge, der kan stemme. Det er ligesom til ældrerådet, der er det også ældre, der kan stemme, fortæller Lotte Worup.

Ved ældrerådsvalg skal man være 60 år, og der bliver sendt valgkort ud. Til ungerådsvalget mødte man bare op.

Ikke præciseret

Lotte Worup erkender, at det ikke er præciseret i vedtægterne, hvem der kan stemme til ungerådsvalget.

- Vi har talt om, at vi måske skal have snakket med det nye ungeråd om, om man skal lave nogle præciseringer om, hvem der har stemmeret, så der ikke opstår tvivl. Eftersom fem voksne har stemt, så er der nogen, der har været i tvivl, siger hun.

Man havde ikke forudset, at det kunne blive et problem.

- Jeg havde ikke tænkt, at der skulle blive et spørgsmål, fordi det er et ungeråd, siger Lotte Worup.

Men valgresultater er, som det er.

- Der er ingen tvivl om, at det er dem med flest stemmer, der er kommet ind.

Ungerådet vælges for to år ad gangen.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...