Brønderslevs byorkester fester for 20 år

Musik 21. oktober 2002 08:00

BRØNDERSLEV: Det går strygende med at sælge billetter til det populære Brønderslev Band "Hoop"s 20 års jubilæumskoncert 23. november. Jubilæet holdes i Brønderslev Hallen, og der er allerede solgt 700 billetter. - Der bliver således snart udsolgt, siger Marianne Nellemann fra Paloma Marketing i Brønderslev, der blandt andet forestår billetsalget til jubilæet. Der var ventet 600 deltagere, men det antal er forlængst passeret, og der bliver plads til nogle flere. - Vi vil jo gerne, at så mange, som muligt får mulighed for at komme med, siger Marianne Nellemann, der tilføjer, at mange firmaer har bestilt borde. Nogle har et husorkester, men Brønderslev har altså et byorkester. Gennem 20 år er bandet blevet indbegrebet af populær-musik i landsdelen. Alle fire musikere har holdt sammen i de 20 år. Det er Ole Møller, Henrik Nellemann, Ole Saaby og Per Møller. Der serveres mad, som tidligere slagtermester Preben Stiller tager sig af. Det er Hoop selv, der arrangerer jubilæumsfesten sammen med Bowlingklubben Outsiders og BI-Bordtennis. Foruden Paoloma Marketing sælger også Oplandsavisen i Gravensgade billetter til jubilæums-arrangementet.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...