Brogade-projekt får - måske - en ny chance

Sagen om boliger og butik skal gå forfra, mener formanden for teknisk udvalg

HOBRO:Forslaget om et kombineret bolig- og butikscenter på den grund, hvor VW Auto-Centralen i dag har sine aktiviteter, får - måske - en ny chance. Sagen er i hvert fald fundet frem, selv om et flertal i Hobro Byråd på sit møde i marts af trafikale årsager afviste ideen. Det er formand for teknisk udvalg, afdelingsleder Preben Christensen (S), der har ønsket en helt ny sagsbehandling. - Jeg mener, der er kommet så meget nyt frem, at det må være på sin plads at se på det hele med friske øjne, siger Preben Christensen. Lige præcis hvad det er, der er det nye i sagen, vil formanden dog ikke udpensle. - Men vi har siden byrådets afgørelse været i løbende kontakt med ejeren af Auto-Centralen, og det ligger i hvert fald helt fast, at der skal gøres et eller andet, hvis han skal bevare sin autorisation i Hobro. Det kan være med en moderniseret forretning på stedet, men det kan også være med en udflytning til et industriområde, hvor de øvrige bilforretninger er placeret, siger Preben Christensen. Dialogen med Auto-Centralens ejer skal føres af Preben Christensen og Kim Laursen (V). Det har teknisk udvalg bestemt. Sidstnævnte har hele tiden talt kraftigt talt imod forslaget om et butikcenter og et byggeri med 60-70 lejligheder på grunden ud mod Brogade. Det har han gjort, fordi han ikke vil lægge flere hindringer i vejen for trafikken, som i forvejen snegler sig gennem byen. Hvis projektet skal gennemføres, vil det nemlig være nødvendigt at inddrage et af de to sydgående spor fra granitskulpturen og op ad den stejle Brogade. - Men det mindste vi kan gøre, er da at prøve igen. Det vil være et stort aktiv for byen, hvis vi kan få et projekt med boliger og butik på stedet, mener Preben Christensen.