Uddannelse

Brohovedet i Hobro udvalgt som rollemodel

Ansatte på Brohovedet ser frem til, at deres behandlingsmodel nu skal udbredes til andre kommuner

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

En af de ansatte på Brohovedet er ergoterapeut Ann Jørgensen. Hun har været med siden begyndelsen i 2003.Foto: Per Kolind

HOBRO:- Vi er jo helt vildt glade for, at vi er blevet valgt som rollemodel, flyver det ud af Ann Jørgensen fra Brohovedet. - Vi håber jo på, at der kommer flere tilbud til de her unge mennesker. For når de bliver 18 år, er det hele lidt mere svævende, og de skal pludselig til at klare sig selv, og her mangler der nogle tilbud, forklarer hun. Ann Jørgensen er ergoterapeut og en af de fem ansatte på Brohovedet. Hun har været med lige fra starten, da Brohovedet i 2003 blev oprettet som et pilotprojekt under Socialministeriet. I dag hører institutionen, der har plads til 16 unge, ind under Mariagerfjord Kommune. Et dagtilbud til unge Brohovedet holder til i en stor patriciervilla i Jernbanegade og er et socialpsykiatrisk dagtilbud til unge mellem 18 og 30 år. De unge, der kommer her, har vidt forskellige baggrunde og problemer ofte af socialpsykiatrisk karakter. Men fælles for mange af dem er, at de af den ene eller anden grund ikke rigtig har kunnet fastholde et arbejde eller gennemføre en uddannelse. - Grunden til, de unge kommer her, er, at de skal have hjælp til at finde ud af, hvad det er, der gør, at de ikke kan komme i arbejde eller gennemføre en uddannelse, forklarer Ann Jørgensen og fortsætter: - Men vi ser det også som vores arbejde at få gang i deres selvudvikling og være med til at højne livskvaliteten for de unge. Alene det, at man bliver klar over, hvad der er galt med én, har jo en udredende virkning. Samarbejdet i centrum En væsentlig årsag til Brohovedets succes med de unge er ifølge Ann Jørgensen, at de ansatte og de unge samarbejder på alle områder. - Vi samarbejder med de unge om at få deres ressourcer og problemer udredt eller diagnosticeret. To gange om ugen holder vi individuelle samtaler, og her får vi samlet trådene og kan gennemgå den enkeltes situation, forklarer Ann Jørgensen og tilføjer: - Vi inddrager også de nødvendige eksperter i udredningen af de unge og holder møde med familierne, hvis det er det, der er brug for. Også på det mere praktiske område er samarbejdet en del af dagligdagen på Brohovedet. - Der skal mange ting til for at få et hus som dette til at fungere. Og her får de unge en individuel arbejdsplan for, hvad de skal lave, mens de er her, fortæller Ann Jørgensen. På Brohovedet arbejder de unge med forskellige huslige aktiviteter, som madlavning, rengøring og havearbejde. Men også elementer som musik, motion og sociale arrangementer er en del af dagligdagen på Brohovedet. - Aktiviteterne bruger vi blandt andet til at observere og træne de unge, og noget af det kan de måske overføre til deres hverdag, fortæller ergoterapeuten. Derfor rollemodel - Jeg tror, vi er blevet udvalgt som rollemodel, fordi vi har nogle rigtig gode resultater med at få fat i de her unge og få dem videre, fortæller Ann Jørgensen. Hun kan remse adskillige succeshistorier op, hvor de unge fra Brohovedet efterfølgende har fået både uddannelse og arbejde. - Vi gør meget ud af ikke at slippe dem, før de er kommet godt i gang et andet sted. Vi synes nemlig, det giver god mening at følge med i overgangsfasen, så de ikke bliver tabt mellem to stole, afrunder Ann Jørgensen, der tydeligvis brænder for sit arbejde med de unge.