Brok dig i tide

Katalog-forvirring

Turisme 14. september 2002 08:00

Når rejsende er sure og synes, at de ikke får, hvad de har betalt for, gælder det om at klage i tide. De skal først og fremmest brokke sig på rejsemålet, så rejsearrangøren har en chance for at gøre noget ved det. Det gjorde en rejsende ikke på en bustur til Prag med Euro-Pas Rejsebureau Aps/Sunny Tours til 1.548 kr. i november i fjor. Han klagede først til Rejse-Ankenævnet 1. marts i år og forlangte 586 kr. retur., hvoraf de 100 kr. var "for ulejligheden". Han havde betalt for et hotel i kategori tre, men boede på et ringere. Det var i kategori to, men det opdagede han først længe efter, at han var kommet hjem, da han kiggede i rejsekataloget. Det viste sig, at kataloget var af ældre dato og forældet, da han købte rejsen. Hotellet havde skiftet katagori. Ifølge bureauet var der trykt to-tre kataloger siden. Det katalog, som kunden henviste til, var 15 måneder gammelt, da han købte rejsen. Den forklaring slog kunden sig ikke til tåls med. Han fastholdt, at bureauet selv havde sendt feriekataloget til ham, da han bestilte rejsen. Klagen afvist Det kommenterede bureauet ikke. Men det meddelte ankenævnet, at det ikke ville betale gebyr, 250 kr., for at få sagen behandlet, fordi kravet fra kunden var så lille. Det kom det nu til. Men Rejse-Ankenævnet afviste klagen, fordi manden ikke havde klaget med det samme. Ifølge pakkelovens paragraf 26 skal en rejsende, der vil påberåbe sig en mangel ved rejsen, give bureauet eller dets stedlige repræsentant meddelelse herom inden for rimelig tid efter opdagelsen af manglen. I modsat fald fald kan den rejsende miste retten til at påberåbe sig manglen. Ankenævnet giver også bureuet en næse. Det burde have fortalt klageren, at der udkommer flere kataloger om året, så kriterierne for hotellernes katagorier kan have forandret sig, hedder det i afgørelsen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...