Brokkeri giver Balotelli forlænget karantæne

Mario Balotelli overfusede en dommer efter kampen mod Fiorentina og må sidde ude i tre kampe.

Brokkeri giver Balotelli forlænget karantæne

Den kontroversielle italienske fodboldstjerne Mario Balotelli skal sidde over i AC Milans næste tre kampe i Serie A, efter at han tirsdag blev dømt for at have overfuset en dommer i weekendens kamp mod Fiorentina.

Ved den lejlighed modtog angriberen et noget unødvendigt gult kort, da han nægtede at give Fiorentina lov til at tage et frispark i kampen, der endte 2-2.

Dermed fik han skrabet advarsler nok sammen til en spilledags karantæne, og den udelukkelse er nu blevet hævet til tre dage.

Ifølge den svenske avis Expressen skal Balotelli have råbt "hvad fanden glor du på" ind i hovedet på en linjedommer i spillertunnelen efter kampen.

Nu må Milan klare sig uden sin topangriber i kampene mod Napoli, Juventus og Catania.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.