Bronze til Frederikshavn efter flot comeback

White Hawks vinder bronze efter god indsats i Vojens

Bronzekamp i Vojens mellem SønderjyskE og Frederikshavn White Hawks. Foto: Torben Hansen

Bronzekamp i Vojens mellem SønderjyskE og Frederikshavn White Hawks. Foto: Torben Hansen

VOJENS:Kravet var soleklart, inden den anden og afgørende bronzekamp i Vojens mellem SønderjyskE og Frederikshavn. Kun en nordjysk sejr duede efter nederlag i første kamp. En sejr på to mål eller mere ville betyde bronze til White Hawks.

Mens den første bronzekamp i Frederikshavn ikke havde den store lokale interesse, var hallen i Vojens anderledes godt besøgt søndag, da bronzemedaljerne skulle fordeles. Om det var med til at sætte spillerne op eller skuffelsen over den mistede finaleplads var kommet nok på afstand, skal være usagt, men i hvert fald gav de to hold hinanden mere modstand, end tilfældet var forleden. Fra høgenes side var der tempo og vilje til at kæmpe for medaljesættet.

SønderjyskE kom alligevel bedst på isen i første periode, og dominerede de første ti minutter uden dog for alvor at true George Sørensen. Godt halvvejs i første periode overtog White Hawks initiativet hjulpet på vej af to power play-perioder. Igen stod førstekæden for de farligste aktioner, men også Sebastian Svendsen var tæt på at passere årets spiller i SønderjyskE Joni Myllykoski. Tættest på var Colin Vock med to minutter tilbage. Vock var helt fri i det lille felt, men på mirakuløs vis fik Myllykoski verfet pucken over.

Anden periode var kun 37 sekunder ung, da høgenes førstekæde slog til igen med Mathias Bau som målscorer. De følgende ti minutter dalede kampen en smule i tempo, indtil SønderjyskE udnyttede et power play til at sætte høgene alvorligt under pres. Gæsterne og George Sørensen, der igen stod en god kamp, fik dog redet stormen af. Det gav dog sønderjyderne blod på tanden, og i et fire mod fire-spil lykkedes det Thomas Spelling at udligne. Høgene appellerede kraftigt for, at målet skulle annulleres, men målet blev anerkendt. Sekunder senere var det tæt på 2-1, men George Sørensen hev en vanvittig refleks-redning frem.

Blot et par minutter før anden periodes udløb, kom Frederikshavn igen foran efter flotte driblinger af Colin Vock. Stillingen holdt kun 47 sekunder af tredje periode. Her viste Frederikshavns svenskerkæde den skarphed, der manglede i store dele af slutspillet, da Robert Carlsson gjorde det til 1-3. Dermed var bronzemedaljerne pludselig på høge-hænder. Så havde SønderjyskE travlt, og det kastede en hæsblæsende afslutning af sig, der var holdene og medaljerne værdig, med chancer i begge ender. Med otte minutter dansede pucken på mållinjen bag Myllykoski, men den måske afgørende scoring udeblev.

Med halvandet minut igen tog SønderjyskE målmanden ud i forsøget på at jagte en scoring, der ville sende kampen i overtid. Men scoringen udeblev selvom White Hawks ramte stolpen med et minut igen. Det blev ved 3-1 til Frederikshavn, og det betyder, at høgene vinder bronze i sæsonen 2015/2016.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.