Brorabatter reddet

KØBENHAVN: Den danske transport- og energiminister Flemming Hansen (K) ser det som en sejr, at EU's trafikministre torsdag vedtog den såkaldte eurovignet. Den skal forhindre, at EU-landene afkræver lokale vejafgifter af transporterhvervet, som ikke står i et rimeligt forhold til udgifterne til at bygge og vedligeholde vejene. - Jeg er meget tilfreds med, at der nu kommer klarere regler for opkrævning af vejbenyttelsesafgifter, der kan sikre, at de danske vognmænd ikke skal betale unødvendigt høje afgifter på de europæiske veje, sagde Flemming Hansen. Vedtagelsen betyder formentlig, at Danmark slipper for en sag ved EU's domstol på grund af de store brorabatter til vognmænd, som bruger Øresunds- og Storebæltsbroerne ofte. EU-Kommissionen kritiserede tidligere på måneden i en såkaldt åbningsskrivelse Danmark for at favorisere nationale vognmænd, hvilket er første skridt mod en retssag. Spørgsmålet er så, om fortidens eventuelle synder fortsat skal hænge over den danske regering. Forventningen efter torsdagens vedtagelse er, at det ikke vil være tilfældet. Danmark fik også sin vilje på et andet punkt. EU-Kommissionen havde foreslået, at de enkelte landes indkomst fra vejafgifter skulle øremærkes til infrastruktur, eksempelvis vejbyggeri, men det forslag faldt. Ifølge Flemming Hansen betyder vedtagelsen, at Øresundsbroen får mulighed for at give rabatter til vognmænd med mange ture svarende til de rabatter, der gives på Helsingør-Helsingborg-færgerne. /ritzau/