Brovandeskolen sat tilbage til jernalderen

I sidste uge sløjfede Brovandeskolen den normale undervisning, og lavede temauge om jernalderen

Skolevæsen 23. september 2002 08:00

SKAGEN: Det hele har været sjovt. Meget sjovere end at gå i almindelig skole. Sådan lød en af vurderingerne fra eleverne på Brovandeskolen, da de holdt jernaldermarked fredag formiddag. Forud var gået en uge, hvor eleverne havde levet som jernalderfolk I løbet af ugen har børnene arbejdet i forskellige værksteder. Alle eleverne skulle prøve fire forskellige værksteder, og lærerne forsøgte naturligvis at opfylde alle ønsker. De to mest populære var våbenværkstedet og tøjværkstedet. For med jernaldertøj og våben er man jo en rigtig jernaldermand, eller -kvinde. Til jernaldermarkedet fredag var der et mylder af børn, forældre og andre gæster. Alle skulle se de spændende ting, som eleverne havde lavet i løbet af ugen. Og eleverne viste det gerne frem. Særligt ved bueskydningen og hesteridningen var der kø. Eleverne havde selv lavet buerne og pilene i løbet af ugen, og nu skulle de prøves. Man kunne også blive spået med magiske runer, lave filtbolde eller få stillet sulten på ægte jernaldermaner. Udover aktiviteterne udstillede de enkelte værksteder også. Fra lærernes side var der flere formål med ugen. Dels skulle børnene lære om jernalderen på en sjov måde, dels skulle børnene rystes sammen på tværs af klassetrinnene. Men det var også vigtigt, at de bogligt svage elever fik lov at brilliere med deres praktiske evner. Hver dag startede med en morgensamling, hvor eleverne fik en halv times jernalderteori. Så var det ellers ud og prøve det i praksis. Eleverne lavede selv filt ud fra rå uld, og det kom der flotte hatte, punge og bolde ud af. Selvom nogle syntes, at det var synd at fåret skulle dø bare for det. Et andet værksted farvede garn med planter. Eleverne blev sendt ud i naturen for at finde planterne, og så farvede de ellers garn. Og selv drengene blev optaget af at væve med garnet bagefter. Der var også mulighed for at arbejde med ler på potteværkstedet, og lære at bruge naturens urter som klog kone. Børnene lærte blandt andet, at salvie er godt mod søvnløshed og hovedpine, mens Sankt Hans Urt holder troldtøj væk. Skolen slog to fluer med et smæk, ved at lade eleverne bygge et jernalderhus. Dels lærer de en masse om at bygge med pileflet, og med at lægge en stensti. Dels har skolen fået et nyt legehus. Til jernaldermarkedet fredag var der mulighed for at blive spået med de magiske runer. Eleverne havde også skrevet hemmelige budskaber på træpinde. Når man ikke kender runealfabetet, ligner det volapyk. Men en grinende dreng kunne fortælle, at han havde skrevet "Min storebror er dum". Sulten blev klaret af madholdet, der stegte fisk på hjemmelavede finske ovne, og brød på potteskår. Det kan godt være, at man levede primitivt i jernalderen. Men maden smagte nu godt.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...