Medievirksomhed

Brovandeskolens elever klædt på til avis-produktion

SKAGEN:NORDJYSKEs mediehus på Skolevej i Skagen havde mandag fomiddag besøg af en 7. klasse fra Brovandeskolen i Skagen. Eleverne er med i konkurrencen "Skriv til Avisen", som NORDJYSKE står bag. I den forbindelse skal eleverne fra Brovandeskolen i den kommende tid arbejde med journalistik og producere en avis på fire sider. Skagboerne deltager i konkurrence med en lang række skoler fra hele Nordjylland. I Skagen fik eleverne i går en bred orientering om alle de produkter, det lokale mediehus står bag. Det er for at nævne nogle lokalstof i dagbladet NORDJYSKE Stiftstidende, det er ugeavisen Skagen Onsdag, sommerturistavisen "Sommer Nu", det er Skagen Guiden, som kommer ud til jul, det er nyheder til NORDJYSKEs elektroniske medier som internettet, tv-kanalen 24NORDJYSKE og radionyheder. Dertil kommer en lang række tryksager med tekst og billeder om for eksempel Gl. Skagen, Skagen Festival, skoler, kommunal servicebutik, den kommende telefonbog og meget meget mere. Brovandeskolens elever ved nu, at mediehuset er et meget fleksibelt hus, hvor der kan produceres stort set alt indenfor mediebranchen. Nu skal eleverne så selv til at lave avis - og vi har fået lov at se resultatet.