Lokalpolitik

Brovst et naturligt center

Amtet skal ikke bestemme, det klarer vi selv, siger Brovst-borgmester

BROVST:- Brovst vil være et naturligt centrum i den kommende storkommune, både geografisk og hvad angår mulighederne for at skabe vækst. Brovst by er inde i en rivende udvikling med store investeringer på en række områder. Det siger borgmester Mogens Gade (V) som kommentar til, at amtsplanlæggere i forbindelse med udarbejdelse af en ny regionplan har udset Aabybro til at være centrum i den kommende Jammerbugt-kommune, med status af egnsby, mens Brovst, Fjerritslev og Pandrup kun er tiltænkt roller som oplandsbyer. - Det vil vi protestere imod, siger Mogens Gade. De overordnede myndigheder må afvente, hvordan vi selv vil have det i den kommende storkommune. Når vi arbejder for en udvikling, vil vi ikke sættes tilbage af amtslige embedsmænd. - Vi skal nok selv finde ud af, hvor vi vil have det kommende center. Det sker ikke i 2005, men i 2006, når der er valgt byråd for den nye storkommune. Regionsplanen kan sagtens vente. Mogens Gade understreger, at placeringen af en centerby ikke er et kardinalpunkt. Spørgsmålet må ikke ødelægge gode samarbejdsforhold. - Men Aabybro ligger tæt på regionens hovedby Aalborg og har derigennem udviklingsmæssige fordele, som byen kan drage nytte af, påpeger Mogens Gade. Det er vigtigt, at vi tænkerpå udvikling i hele Jammerbugt-kommunen. Hvis udviklingen bliver koncentreret omkring Aabybro, og Fjerritslev og Brovst kun bliver oplandsbyer, så bliver det svært at få skabt en dynamisk udvikling i hele kommunen. Så bliver der langt fra Fjerritslev og Brovst til kommunens centerby.

Forsiden