Brovst fik bøllebank

Brovst - Slangerup 37-61 Speedway, Superligaen BROVST: Et svækket mandskab fra Brovst Speedway Club (BSC) fik bøllebank i opgøret om tredjepladsen, og allerede halvvejs i den ensidige affære var det, der måtte minde lidt om spænding, totalt forduftet op i den blå sommerhimmel sammen med etanol-udslippene fra udstødningsrørerne de arrige 500 ccm-maskiner på banen. Afbud fra polakkerne Robert Kosciecha, Karol Zabik og Pawel Hlib samt Jesper Kristiansen var hårde odds for hjemmeholdet, der havde indkaldt polakken Mariuz Puszakuwski som gæstekører og indlemmet Marcej Kuciapa samt Lars Vedsted for at lappe sammen på de noget voldsomme huller i truppen. Robert Kosciecha kørte galt i sin bil i Sverige i lørdags, og han ødelagde ved den lejlighed bil og motorcykler, Jesper Kristiansen pådrog sin en skade under et løb i lørdags, og Karol Zabik humper rundt på et brækket ben. Hos gæsterne viste Kenneth Bjerre, der er i VM-finalen for U 21-kørere, stor styrke før, og med hos Slangerup var også aalborgenseren Mads Korneliussen, der er banereserve i Grand Prix-matchen i Parken på lørdag – han kommer dog kun i aktion, hvis én af stjernerne uventet må melde forfald. Kenneth Bjerre er førstereserve, men kommer kun i aktion, hvis én melder forfald på forhånd. Unge Mads Korneliussen, tidligere BSC-rytter, har gennem de seneste sæsoner kørt for Slangerup, og i denne sæson kører han med pæn succes også for et engelsk mandskab. Bedst hos hjemmeholdet i aftes var polakken Jacek Rempala, der tegnede sig for 17 af Brovst-mandskabets blot 37 point. Alle de øvrige på BSC-mandskabet – med Marcej Kuciapa – meget svært ved at komme på pointtavlen. Slangerup havde ganske enkelt for mange strenge at spille på. Sammen med Kenneth Bjerre var Jesper B. Jensen drivkræfterne hos de homogene gæster. Gæsterne nappede tre matchpoint, mens der blev et af slagsen til det noget pauvre BSC-mandskab. jeri Matchfakta: Point for Brovst: Jacek Rempala 17, Marcej Kuciapa 8, Mariuz Puszakuwski 7, Steen Jensen 4, Claes Nedermark 1. Point for Slangerup: Jesper B. Jensen 15, Kenneth Bjerre og Anders Nielsen hver 11, Leon Madsen 10, Mads Korneliussen og Klaus Jakobsen hver 7. Tilskuere: 150.