Brovst-firma begærer musikfestival konkurs

ODENSE:En af landets største musikfester, Langelandsfestivalen, er efter 16 år begæret konkurs af den største kreditor, toiletvirksomheden Godik i Brovst. Godiks direktør, Kim Godiksen, bekræfter over for Ritzau, at han har begæret festivalen konkurs. Den skylder tilsammen 17 millioner kroner til et ukendt antal kreditorer. Kim Godiksen ønsker ikke at oplyse yderligere om Godiks krav mod festivalen, hvis ejer, Troels Hersom, kæmper for at få musikfesten - Danmarks Største Havefest - til at overleve på Langeland med nye ejere. Troels Hersom har ifølge Fyens Stiftstidende indgået en aftale for et encifret millionbeløb om salg af rettighederne til festivalen til en anonym investor. Samtidig blev kreditorerne tilbudt 40 procent af deres tilgodehavende. Handlen er sket efter endnu et år med underskud, og kreditorerne har frist til 27. oktober til at svare på, om de går med til akkordordningen. Kim Godiksen siger til Berlingske.dk om sit nej: - Troels Hersom har været en god ven af mig, så jeg forestillede mig ikke, at han skulle tage røven på mig på den måde. Virksomheden Godik er leverandør af transportable toiletter m.v. til landets musikfestivaler og byfester. /ritzau/