Brovst fortsætter den gode stime

Fodbold 10. september 2002 08:00

Fodbold, serie 4 Moseby-Brovst: 1-3 (1-2) Før efterårssæsonen gik i gang, var det kun de færreste, der kunne se Brovst's muligheder for at opnå oprykning. Sådan er situationen stadigvæk, men der er blevet sat en ny målsætning, og den er holdet godt på vej til at opfylde. - Det var planen for efteråret, at vi skulle avancere i tabellen og være med til at præge rækken. Det synes jeg, vi er godt på vej til at gøre, siger træner Børge Lindegård og refererer til den nuværende fjerdeplads efter sejren over bundholdet Moseby. Sejren over Moseby blev på 3-1 efter en føring på 2-1 ved pausen. Brovst fik ellers en vanskelig start og kom bagud med 1-0 efter bare fem minutters spil. - Vi var slet ikke klar i starten af kampen, men vi fik heldigvis spillet os ind senere, forklarer Børge Lindegård. Hjemmeholdets føring blev udlignet af Peter Sand efter tyve minutters spil, og ti minutter senere udnyttede Fredeik Henriksen et straffespark til at bringe Brovst foran. I anden halvleg var Frederik Henriksen atter på pletten og cementerede sejren og de tre point, der var det væsentligste udbytte af kampen. - Det var dejligt med tre point, men det er også det eneste positive, der var ved kampen. Der skal som regel to hold til at skabe en god kamp, og det kneb det lidt med, konstaterer Børge Lindegård. cr

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...