Brovst hænger på i toppen

Brovst sikrede sig tre point efter en rigtig flot kamp mod Koldby/Hørdum i serie 3 på hjemmebane. 3-1 kom sejren til at lyde på.

Brovst kom foran 1-0 midt i første halvleg på et godt mål af Michael Frost. Lige inden pausen fik gæsterne en ti minutters udvisning. Det blev kostbart for holdet. I begyndelsen af anden halvleg scorede Brovst to hurtige mål ved Tonny Mikkelsen og Michael Frost. Dermed var kampen i realiteten afgjort. Midt i anden halvleg fik Koldby/Hørdum reduceret til 1-3. - Men de formåede ikke rigtigt at lægge pres på os, siger holdleder Daniel Olsen. Jesper Sørensen blev kampens Brovst-spiller. Brovst har nu 20 point på fjerdepladsen. Men holdet mangler at spille en kamp. Det er lokalopgøret mod Fjerritslev på lørdag. - Vi håber på, at rigtig mange tilskuere vil tage med os til Fjerritslev, siger Daniel Olsen. Klitmøller har på førstepladsen 25 point.